Miraklet i München udeblev - Manchester City er klar til semifinalen

Manchester City er klar til semifinalen i Champions League efter samlet sejr over Bayern München. Inter er også klar til semifinalen efter samlet sejr over Benfica.

Manchester City og Erling Haaland er klar til semifinalen i Champions League. (Foto: © Christof Stache, Ritzau Scanpix)

Manchester City er klar til at møde Real Madrid i semifinalerne i Champions League.

Den engelske mesterklub sikrede sig adgang til det fine selskab ved at spille 1-1 ude mod Bayern München onsdag aften, så det samlede regnskab endte med en 4-1-sejr i Citys favør.

Erling Haaland brændte et straffespark i første halvleg, før han sendte gæsterne i front efter pausen. Joshua Kimmich udlignede for hjemmeholdet på et straffespark sent i kampen.

3-0-sejren fra den første kamp i Manchester var aldrig i fare for at blive sat over styr.

Det var Pep Guardiolas kamp nummer 400 i spidsen for Manchester City, og han har vundet 291 af kampene.

Hjemmeholdets cheftræner, Thomas Tuchel, måtte se de sidste minutter af kampen fra tribunen, da han så rødt efter at have fået to gule kort. Også en af hans hjælpetrænere blev bortvist fra bænken.

Det var Pep Guardiolas kamp nummer 400 i spidsen for Manchester City, og han har vundet 291 af kampene. (Foto: © Christof Stache, Ritzau Scanpix)

Bayern München havde et stort efterslæb fra sidste uges nedsabling, og tyskerne var fra start i et helt andet gear foran sin egne fans. På vegne af spændingen var det lovende, men i de to felter kunne Bayern ikke matche Citys niveau.

Efter 35 minutters spil fik Manchester City tilkendt et straffespark, da Dayot Upamecano ufrivilligt blokerede et skud med armen. Fra pletten høvlede ellers træfsikre Erling Haaland bolden over mål.

Selv om dobbeltmødet var tæt på afgjort allerede inden returkampen, var temperamenterne i kog hos begge hold. I første halvleg fik fem spillere et gult kort, og efter pausen røg yderligere fire spillere i dommer Clément Turpins sorte bog.

Erling Haland bragte City i front i det 57. minut. 15 sekunder efter en Bayern-afbrænder i den anden ende viste nordmanden sin klasse, da han afdriblede sin oppasser og bankede bolden ind.

Herfra dalede intensiteten en smule, og i det store billede var det kun af kosmetisk betydning, at Joshua Kimmich udlignede på straffespark i det 83. minut.

Inter videre efter målorgie

Spænding var der heller ikke meget af i Milano, men der var underholdning for alle pengene, da Inter og Benfica onsdag spillede 3-3 i returkamp i deres kvartfinale.

Efter en 2-0-sejr i den første kamp er Inter med samlet 5-3 klar til semifinalen mod bysbørnene fra AC Milan.

Det er første gang i 13 år, at den tredobbelte vinder af turneringen er blandt de sidste fire hold. Dengang gik Milano-klubben hele vejen og vandt 2-0 over Bayern München i finalen.

Trods resultatet var kvalitetsforskellen tydelig i onsdagens opgør.

Inters offensiv viste sig fra sin bedste side og sugede efter pausen den sidste optimisme ud af et Benfica-hold, der alligevel kæmpede sig tilbage i opgøret mod slutningen. Med den samlede stilling i tankerne mistede Inter-spillerne koncentrationen.

Nicolo Barella åbnede scoringen for Inter. (Foto: © Gabriel bouys, Ritzau Scanpix)
Nicolo Barella åbnede scoringen for Inter. (Foto: © Gabriel bouys, Ritzau Scanpix)

Nicolò Barella sørgede hurtigt for at kaste en spand koldt vand i hovedet på Benfica-spillerne.

Midtbanespilleren, der bragte Inter foran i det omvendte opgør, tog igen sagen i egen hånd og krøllede med venstrepoten bolden i netmaskerne efter et kvarters spil. Han sendte læderkuglen helt op i øverste venstre målhjørne.

Den argentinske stjerneangriber Lautaro Martínez troede, han fordoblede føringen efter en halv time, men målet blev annulleret på grund af et korrekt dømt frispark for skub i ryggen.

Kort efter bragte Benfica helt ud af det blå balance i regnskabet. Rafa Silva sendte fra højrekanten en tværgående aflevering ind i feltet, hvor Fredrik Aursnes kastede sig frem og headede bolden over stregen.

Udligningen betød, at gæsterne, der stadig manglede to mål for at tvinge kampen i forlænget, lugtede blod.

Benfica satte sig på spillet efter pausen, men Inter lykkedes med at modstå det pres, der kom.

Lige pludselig opstod der igen problemer i udeholdets forsvar. Federico Dimarco sendte en præcis aflevering afsted mod Lautaro Martínez, der med en flugter scorede til 2-1.

Scoringen slukkede håbet for Benfica-spillerne, og det udnyttede Inter til egen fordel. Med ti minutter igen bragte Joaquin Correa hjemmeholdet på 3-1, da han med højrebenet krøllede bolden over stregen via stolpen.

Kort tid efter kom der alligevel liv i udeholdet. Benficas Antonio Silva reducerede på en hovedstødsscoring, inden Petar Musa bankede udligningen i netmaskerne.

Benfica var uden den danske højre back Alexander Bah, der er ramt af en ledbåndsskade. Angriberen Casper Tengstedt sad på bænken under hele kampen.