OVERBLIK FC Midtjyllands modstander kender Champions League

FC Midtjylland møder tirsdag Apoel Nicosia i Champions League-kvalifikationen. Her har vi samlet er et overblik over cyprioternes meritter i Europa.

Apoel Nicosia var med i Champions Leagues gruppespil i sidste sæson. (Foto: © ANDREW CABALLERO-REYNOLDS, 2014 Andrew Caballero-Reynolds)

Apoel Nicosia er fortsat et hold, som mange danskere ikke har det store kendskab til, og derfor er respekten for det cypriotiske hold også meget svingende herhjemme.

Men det regerende mesterhold fra Cypern har i de senere år faktisk leveret mange flotte resultater i de europæiske turneringer.

Den største præstation har selvfølgelig været den samlede sejr over Olympique Lyon i Champions League-1/8-finalerne i 2012, hvorefter Real Madrid var for stor en mundfuld i kvartfinalerne, mens cyprioterne sidste år slog danske AaB ud af Champions League.

I den netop overståede sæson vandt Apoel Nicosia både det cypriotiske mesterskab og pokalturneringen i hjemlandet, hvilket kastede en kvalifikationsplads til Champions League af sig. Her mødte det gulklædte hold fra Cypern Vardar Skorpje fra Makedonien i 2.runde. Første kamp på Cypern endte 0-0, mens returkampen sluttede 1-1. Apoel Nicosia gik derfor videre til mødet mod FC Midtjylland på reglen om udebanemål.

Herunder har vi samlet et overblik over Apoel Nicosias præstationer i Europa de seneste sæsoner.

2014/2015

Apoel Nicosia spillede gruppespil i Champions League, hvor holdet var i gruppe med FC Barcelona, Ajax Amsterdam og Paris Saint-Germain. En svær gruppe, som også viste sig at være for vanskelig for cyprioterne, der blev ekspederet ud af Champions League med et brag. Apoel Nicosia hentede kun ét point i gruppens seks kampe og sluttede derfor sidst i Champions Leagues Gruppe F. Det ene point kom i hus på hjemmebane mod Ajax Amsterdam, i en kamp, der endte 1-1. Danske Lucas Andersen noterede sig i øvrigt for udeholdets mål.

2013/2014

Apoel Nicosia var med i gruppespillet i Europa League, hvor det blev til en tredjeplads. Bedste resultat var en 2-1-sejr hjemme over Girondins Bordeaux fra Frankrig. Oprindeligt havde klubben ikke kvalificeret til gruppespillet, men kom med, da Fenerbahce blev smidt ud af de europæiske turneringer.

2012/2013

Apoel Nicosia kom ikke videre fra tredje kvalifikationsrunde til Champions League. Her blev det til 1-1 hjemme mod Maribor fra Slovenien og 0-0 på udebane.

2011/2012

Apoel Nicosia vandt højst overraskende sin Champions League-gruppe foran Zenit Sankt Petersborg, FC Porto og Shakthar Donetsk. Det blev efter hjemmesejre over FC Porto og Zenit Sankt Petersborg til ni point i alt, og i 1/8-finalerne blev Olympique Lyon blev slået ud efter straffesparkskonkurrence; Apoel havde vundet 1-0 hjemme og tabt 0-1 ude. I kvartfinalerne tabte Apoel 0-3 og 2-5 til Real Madrid.

2010/2011

Det blev til exit i playoff-runden til Europa League. Først tabte Apoel Nicosia 0-1 ude til Getafe fra Spanien, hvorefter det blev til 1-0 hjemme. Men efter forlænget spilletid fik Getafe 1-1 og gik dermed videre til gruppespillet.

2009/2010

Det var her en stor overraskelse for de fleste - især i Danmark - at Apoel Nicosia besejrede FC København i den afgørende playoff-runde til Champions League. FC København vandt 1-0 hjemme, men tabte 1-3 på Cypern. I gruppespillet fik Apoel Nicosia uafgjort i tre kampe; to gange mod Atletico Madrid samt ude mod Chelsea, men endte sidst i gruppen.

Inden 2009 havde Apoel Nicosia aldrig kvalificeret sig til et gruppespil i hverken Champions League eller Europa League/UEFA Cuppen.