Poulsen og Leipzig får grønt CL-lys

Yussuf Poulsen og RB Leipzig får lov til at deltage i Champions League. Det samme gør Red Bull Salzburg.

Yussuf Poulsen kan se frem til Champions League-hymnen i næste sæson. (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Scanpix)

Yussuf Poulsen og RB Leipzig får lov til at deltage i Champions League. Det samme gør Red Bull Salzburg.

RB Leipzig og Red Bull Salzburg har fået grønt lys til at deltage i næste sæsons Champions League.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) oplyser tirsdag, at de to hold får lov til at deltage i Europas største klubturnering, selv om klubberne gennem flere år har været ejet af læskedrikproducenten Red Bull.

Uefas reglement tillader ikke, at to klubber i Champions League har samme ejer. Derfor har der været tvivl om, hvorvidt RB Leipzig med danske Yussuf Poulsen på holdet ville miste sin CL-plads.

Leipzig vinder mest på beslutningen

Som mester i Østrig ville Salzburg have forrang i forhold til Leipzig, der sluttede på andenpladsen i den tyske Bundesliga.

Uefa har godkendt klubbernes deltagelse i Champions League, efter Red Bull har lagt afstand til Salzburg.

Læskedrikproducenten er nu blot hovedsponsor i Salzburg, der i Champions League vil deltage under navnet FC Salzburg.

Uefa konkluderer derfor, at den ene klub ikke længere kan udøve magt og indflydelse i den anden.

RB Leipzig træder direkte ind i Champions Leagues gruppespil, mens Salzburg skal en tur gennem kvalifikationen.

/ritzau/NTB