Velkommen til Champions League: FCK fik ørerne i den tyske målmaskine

Tirsdag aften tabte FC København med 3-0 på udebane i Dortmund.

FCK fik ingen drømmestart på årets Champions League-gruppespil. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Det bliver sunget på fire sprog i Champions League-hymnen.

- De er de bedste hold. De er de allerbedste mandskaber. Mestrene.

Hymnen i højtalerne og stjernerne på hver eneste stadionbande lyver ikke. Når der bliver spillet Champions League-fodbold, er det på absolut topniveau.

Det mærkede de danske mestre fra FC København tirsdag aften, da de tog hul på denne sæsons gruppespil efter seks års fravær.

Københavnerne blev i lodtrækningen placeret med mastodontiske Manchester City, danskerklubben Sevilla og det tyske storhold Borussia Dortmund, der spiller foran et frygtindgydende hjemmepublikum, der står som sild i en tønde på Den Gule Mur.

Dortmund-fansene tog tirsdag aften imod FCK til årets første gruppekamp og sendte dem hjem med et nederlag på 3-0.

Isoleret set svier sådan et resultat ikke for københavnerne. Virkeligheden er bare, at de aldrig rigtigt var tæt på at få point.

Drama udenfor grønsværen

Allerede inden første fløjt var der drama på det imponerende stadion i Dortmund, hvor der til kampe i Bundesligaen er plads til mere end 81.000 tilskuere.

Kapaciteten er af sikkerhedsmæssige årsager mindre til europæiske kampe.

Både de tyske hjemmefans og de medrejsende københavnere affyrede romerlys og anden pyroteknik mod hinanden. Det havnede på banen og blandt uskyldige fans på langsiden.

Derfor måtte tysk politik i fuld uniform træde til for at få styr på urolighederne mellem maskerede tilhængere.

Dortmundtilhængerne er tætte med FCK-rivalerne fra Brøndby, og mandag aften blev det bekræftet, at fans fra Vestegnen var involveret i et overfald på FCK-tilhængere i Tyskland.

  • Fuldt armeret politi måtte træde ind på FCK-tilhængernes udebaneafsnit inden kampstart i Dortmund. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)
  • Et stort Brøndby-flag havde fundet vej til den endetribunde, hvor de mest medrivende Dortmund-fans har plads. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)
  • Politiet tvang FCK-fansene tilbage til det allokerede udebaneafsnit, hvor 3.500 medrejsende var på plads. (Foto: © Ronald Wittek, Ritzau Scanpix)
  • Det lykkedes at få styr på både hjemme- og udefans. (Foto: © Ronald Wittek, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Da spillerne trådte ud på grønsværen tirsdag aften, udsprang samme sang fra højtalerne som den, Brøndby går på banen til på Brøndby Stadion.

Bag det ene mål hang et banner med teksten HADER FCK, mens også et stort Brøndby-flag blafrede i vinden på Dortmunds store stadion.

Dortmund viste klassen

Da først kampen blev sparket i gang, viste FCK omgående aggressivitet. Der var kun spillet et enkelt minut, da de danske mestre for første gang fik sendt en afslutning mod Dortmund-målet.

Dortmund begyndte så småt at finde niveau, og inden stadionuret ramte minut 10, var der fare på færde i FCK-feltet.

Angriberen Anthony Modeste blev spillet helt fri og afsluttede fra noget nær straffesparkspletten, og selvom han sparkede forbi mål, var det en tydelig advarsel til det danske mesterhold.

I løbet af første halvleg havde FCK flere muligheder på særligt dødbolde, hvor det trods alt ikke endte med for alvor at blive farligt.

I modsatte ende spillede Dortmund sig til halvstore chancer, og 10 minutter før tid var de foran med 1-0.

Dortmund-anfører Marco Reus var på pletten og bragte hjemmeholdet foran med 1-0 i første halvleg. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)

Anfører Marco Reus fandt plads foran feltet, rundede måske lidt for let FCK-forsvarer Dennis Vavro og sparkede planmæssigt hjemmehold i front.

Fem minutter senere blev københavnerne decideret udspillet, da Dortmund broderede sig ind i feltet, hvor Raphael Guerreiro uden stress eller jag sørgede for pausestillingen 2-0.

Lukas Lerager var tæt på at reducere bare et minut inde i anden halvleg, men hans afslutning fra tæt hold blev tæsket direkte ind i Dortmunds keeper.

Som de sidste 45 minutter skred frem, blev det tydeligt, at FCK næppe ville rejse nordpå med point på kontoen.

De skiftede på flere positioner, men måtte stadig se Dortmund være det farligste hold. Kort før tid gjorde Jude Bellingham det til 3-0.

I slutminutterne fik Rasmus Falk reduceret, men inden han og holdkammeraterne for alvor kunne nå at juble, blev målet underkendt for offside.

I løbet af 90 minutter på Signal Iduna Park afsluttede de danske mestre tre gange indenfor målrammen.

Dortmund gjorde det samme fire gange, men med masser af rutine i Europas fineste klubturnering ved de, at det handler om at slå til.

Med et nederlag på 3-0 er FCK i gang med årets Champions League. Om bare en uge venter næste opgave, når Sevilla med Kasper Dolberg og Thomas Delaney i truppen gæster Parken.