Den danske fodboldspiller Christian Gytkjær forlader de norske mestre, Rosenborg, efter en enkelt sæson.
Sidste sæsons topscorer i Tippeligaen skifter til 1860 München i den næstbedste tyske række.
Kontrakten løber til 2019, meddeler 1860 München på sin hjemmeside.
26-årige Christian Gytkjær lavede 19 mål i Tippeligaen i sidste sæson, hvilket gjorde ham til topscorer i den norske liga.
Hans nye klub ligger femtesidst i den næstbedste række i Tyskland.
1860 München havde sin storhedstid i 1960'erne, og i 1966 blev klubben tysk mester.
1860 München deler hjemmebane med Bayern München, eftersom begge klubber spiller i Allianz Arena.
/ritzau/