De seneste par år er antallet af piger i de danske fodboldklubber været klart faldende. Det vil DBU nu forsøge at ændre på.
Det skal blandt andet ske ved at søsætte et nyt projekt, der skal uddanne og engagere flere kvindelige trænere.
De tre fodboldklubber Tåstrupgård 1980 IF, Høje Taastrup IF-Fodbold og Fløng-Hedehusene Fodbold skal i samarbejde med Høje Taastrup Kommune og DBU Sjælland udvikle et særligt uddannelsesprogram for at få flere kvindelige trænere, der kan være med til at tiltrække flere piger i klubberne.
Og det er noget, der glæder Lene Terp, der er talentchef på pige-kvindeområdet i DBU.
- Diversitet er vigtig på enhver arbejdsplads – også i fodbold.
- Vi ved, at kvindelige rollemodeller er vigtige for glæden ved fodbolden for pigerne og derfor også for deres fastholdelse til fodbolden, siger hun.
Vigtigt at bruge ressourcer på
Det samme mener Diana Andersen, der er næstformand i DBU København og samtidig medlem af DBU's Kvindekommission.
Hun mener, at fokus på flere kvindelige trænere er den rigtige vej at gå.
- Uanset om vi taler bredde- eller elitefodbold er rollemodeller vigtige, og lige præcis rollemodeller er en væsentlig del af projektet. Og det er vigtigt at prioritere og ofre nogle ressourcer på området, forklarer hun.
Hvis projektet bliver en succes, skal det gerne bredes ud, fortæller Lene Terp.
- Vi håber naturligvis, at det er et projekt, som flere klubber i samarbejde med kommuner og lokalunioner under DBU kan drage nytte af i fremtiden, siger hun.
