Der var lagt op til den en spændende EM-kvartfinale lørdag aften, hvor de danske kvinder skulle forsøge at ekspedere de forsvarende europamestre fra Tyskland ud af turneringen i Holland.
I stedet blev der i dén grad åbnet op for sluserne over stadion i Rotterdam. Regnen væltede ned over stadion, kampen blev udskudt flere gange, inden det til sidst blev besluttet at spille den søndag.
- Det er jo lettere kaotisk. Vi har næsten brugt en hel kamp på at rende og varme op. Og det bliver jo bare ved med at vælte ned, så jeg synes egentlig, at det er en fin nok beslutning at spille kampen i morgen (søndag, red.), når man tænker på den sportslige fairness, siger landstræner Nils Nielsen, der også ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt kalder det korrekt at spille kampen søndag i stedet.
- Jeg ved godt, at det er en lidt spøjs situation for egentligt så spiller man jo uanset hvad, men der er kunstgræs under den her bane og så bliver det altså lidt farligt. Det er der jo ikke nogen, der er interesserede i at spille på.
Kvartfinalen mellem Danmark og Tyskland spilles i stedet søndag middag klokken 12:00 og vises på DR1.