EM-skuffelse kan blive vekslet til dansk VM-succes: ’Vi er blevet bedre og bedre’

Den danske landstræner Lars Søndergaard mener, at dette EM giver Danmark store VM-forhåbninger.

Lars Søndergaard tror på en lys landsholdsfremtid på trods af EM-exit i gruppespillet. (Foto: © Dylan Martinez, Ritzau Scanpix)

Det blev en kort dansk fornøjelse. Gruppespillet blev både begyndelsen og enden på det danske landsholds EM.

Et 1-0-nederlag til Spanien lørdag aften betyder, at Danmark ender på tredjepladsen i EM’s gruppe B, og dermed går Danmark ikke videre til kvartfinalerne.

Skuffelsen var til at tage at føle på blandt de danske spillere, da EM-exittet var en realitet. Men landstræner Lars Søndergaard mener ikke, at det danske EM har været skønne spildte kræfter.

Han mener, at Danmarks gruppekampene mod Tyskland, Finland og Spanien har klædt Danmark på til at levere en bedre slutrunde, når 2022 bliver til 2023, og Danmark skal til VM i Australien og New Zealand.

- Spillerne leverede virkelig mod Spanien. Kigger vi bare på præstationerne, er det fantastisk. Selvfølgelig er vi alle sammen skuffede. Der skulle noget ekstraordinært til, og der skulle noget held til. Det ekstraordinære var der, men heldet der var ikke.

- Vi trak det korte strå mod Spanien, men vi har løftet os fra kamp til kamp. Kan vi blive ved med at løfte os, er gruppespillet ved VM ikke en stopklods for os.

Hør her Lars Søndergaard fortælle om fremtidsudsigterne for det danske landshold:

Lars Søndergaard ser et udviklingspotentiale i sin landsholdstrup, som, han mener, har gode forudsætninger for at blive forløst til det kommende VM.

- Der er lang tid til VM, men tiden går hurtig. Vi skal forsøge at bygge videre på den præstation, vi har leveret under EM og især her mod Spanien. Vi har en del unge spillere, som har taget ved lære af turneringen. Og de gamle er ikke så gamle, at de ikke kan spille VM om et år. Så vi begynder allerede at se frem. Vi vil videre fra gruppespillet næste gang vi spiller en slutrunde.

- Lige nu ligger vi i sub-toppen i verden. Der har vi løftet os. Nu begynder vi virkelig at kæmpe mod top-10-nationerne, og måske endda top 5-nationerne.

Også den danske landsholdsveteran Simone Boye, som fik debut i 2011, ser frem til Danmarks kommende VM-deltagelse med forvetning.

- EM efterlader os med en masse erfaring frem mod VM til næste år. Vi har rigtig mange med, som ikke har spillet en slutrunde før.

- Jeg synes, vi spiller os op gennem turneringen. Vi skal tage den fight, den energi og den tro på tingene med. Jeg er sikker på, vi kommer til at stå stærkere som hold til VM næste år.

Hør her den danske målmand Lene Christensen fortælle om Danmarks EM-præstation:

Med resultatet mod Danmark ender Spanien på gruppe B’s andenplads, og dermed skal Spanien spille kvartfinale mod EM-værten England på onsdag.

Du kan følge resten af EM på DR's kanaler, DRTV, på P4 og her på dr.dk.