Fodboldfesten fortsætter for England, der kan danse hele vejen til EM-finalen på Wembley

England udspillede Sverige og vandt med 4-0 i den første semifinale ved EM.

Sverige indledte opgøret bedst, men efter slutfløjtet var England ovenpå. (Foto: © Lindsey Parnaby, Ritzau Scanpix)

Ingen ville hjem fra Bramall Lane i Sheffield.

De engelske fodboldkvinder udraderede tirsdag aften Sverige i EM-semifinalen, og det kaldte på fest. Efter en suveræn sejr på 4-0 lod spillerne sig hylde og gik flere æresrunder på grønsværen, hvor de blev tiljublet af hjemmebanepublikummet, der sendte al deres kærlighed ned til de udvalgte.

Nu venter der en finale på mytiske Wembley til en endnu større fest. Hvis det da over hovedet er muligt.

Da slutfløjtet havde lydt tirsdag aften, fløj den vanlige engelske sejrsplayliste ud af højtalerne. Det har den nu gjort fem gange under slutrunden, men det er som om, at både intensitet og decibel er steget, som EM er skredet frem.

Særligt angriberen Ellen White, der scorede det første mål mod Sverige, har det med at stjæle showet. I videoen herunder kan du se hende og resten af de glæde englændere kort efter slutfløjt:

Netop da Sweet Caroline dannede rammen om den store triumf, blev Beth Mead interviewet, men det var svært for målscoreren at overdøve tilskuerne.

- Da der blev fløjtet af, vidste vi slet ikke, hvad vi skulle gøre. Der er så vild stemning, og vi glæder os så meget til finalen, sagde Beth Mead.

Inden hun nåede at svare på næste spørgsmål, begyndte hun at trippe. Hun ville hoppe og danse med sine holdkammerater og de engelske fans og fik allernådigst lov til at løbe tilbage ud på grønsværen.

Da der var blevet mere ro på både stadion og højtaler, satte Alessia Russo ord på, hvor meget de engelske spillere glæder sig til finalen.

- Vi kan slet ikke vente. Der er stadig meget arbejde foran os, men vi kan slet ikke vente på, at det bliver weekend, sagde Alessia Russo.

- Da vi kørte til stadion, var jeg nødt til at filme alle fans, der stod langs vejen. Det er meget specielt, og jeg får kuldegysninger, hver gang vi kommer ind på banen i øjeblikket.

De glade engelske spillere har kun lukket ét mål ind under sommerens EM-slutrunde. (Foto: © ANDREW YATES, Ritzau Scanpix)

England hylder hjemmebanefavoritterne

Foreløbigt har de engelske løvinder spillet fem kampe ved EM. Det er blevet til fem sejre og en knusende målscore, der lyder på 20-1.

Derfor er der også store roser fra de engelske medier efter tirsdagens triumf mod Sverige, som ellers også var blandt favoritterne til at kunne gå hele vejen ved sommerens EM-slutrunde.

England var senest i en stor finale i 2009 og har haft en ond ånd med nederlag i semifinaler, men nu er de tilbage, hvor de hører til, skriver The Times.

- England går amok og brøler hele vejen til Wembley efter at have kastet fortidens lænker af sig, skriver mediet.

Også Daily Mail roser det engelske landshold.

- Den her sejr på 4-0 over Sverige, som er det højest rangerede europæiske hold, var simpelthen utrolig. I 25 minutter så det ud til, at nerverne havde fået fat i Sarina Wiegmans hold, men de viste kynisme og beslutsomhed, indtil de lod deres spil tale for sig selv, skriver Daily Mail.

Lidt mere end 28.000 tilskuere overværede tirsdagens semifinale i Sheffield. Når der søndags spilles finalebold på Wembley, bliver der med noget nær statssikkerhed skruet op for tilskuerkadencen. Der kan 90.000 på det engelske nationalstadion, og mange melder allerede nu om udsolgt.

I finalen skal England møde enten Frankrig eller Tyskland. Den anden semfinale mellem de to nationer spilles onsdag aften klokken 21 og kan følges på dr.dk og i LIGA på P4.