Èn af de største fornøjelser ved at være tysker med en forkærlighed for det smukke spil må være, at man nærmest er garanteret succes.
Både på herre- og kvindesiden vælter landsholdene sig i trofæer, så det danske kvindelandshold kunne dårligt have fået en sværere modstander i EM-kvartfinalen på lørdag.
- Jeg tænker, Tyskland bliver en rigtig spændende modstander. Tyskland er en hård modstander, men det tager vi med. Det bliver en oplevelse og der er muligheder, siger Stine Larsen, der dog også har noteret sig, at de tyske kvinder ikke alene er forsvarende europamester, men faktisk har vundet turneringen de sidste seks gange.
- Det kan da godt være en lille smule skræmmende. Tyskland arbejder sig op i de her slutrunder og vokser med opgaven.
Tyskland har endnu ikke tabt ved EM i Holland og må betegnes som store favoritter mod Danmark. Det efterlader de rød/hvide i rollen som de undertippede, hvilket Stine Larsen og kompagni ikke har det helt skidt med.
- Vi kan lide underdog-rollen. Det har vi det fint med. Jeg tror i hvert ikke, de regner os for så meget. Jeg tror, de er glade for, at de skal spille mod os, siger Stine Larsen og lyder næsten som et ekko fra dengang i 1992, hvor de danske herrer leverede overraskelsen mod den store nabo mod syd.
Altmuligkvinde
Skal det blive til noget lignende for Danmark mandag aften, så kan det blive med Stine Larsen i forsvaret igen, hvor hun også trådte til i den afgørende gruppekamp mod Norge.
Brøndby-spilleren er blevet kastet lidt rundt i startopstillingen efter behov i de tre gruppespilskampe, hvor hun både har spillet i angrebet, på kanten og så altså i forsvaret.
- Jeg troede ikke, at jeg skulle ende med at blive altmuligkvinde, da vi begyndt på vores EM-forberedelser, men vi er blevet ramt af nogle skader i forsvaret, så der måtte jeg ned, siger Stine Larsen.
- Det har jeg det fint med. Hvis der er brug for det for holdet, så gør jeg det.
Danmark - Tyskland spilles lørdag aften 20:45 og kan ses på DR1.