Landstræner tilbage ved EM: Spillerne virker mere friske

Nils Nielsen glæder sig over at være tilbage i EM-lejren, hvor alt er forløbet planmæssigt.

Tirsdag måtte landstræner Nils Nielsen rejse hjem fra EM i Holland af private årsager. Torsdag var han så tilbage i lejren, og han understreger, at hans fravær ikke har betydet noget for planlægningen frem mod kvartfinalen.

- Det er skønt at være her igen og se, at pigerne er så glade. De virker en smule mere friske, end da jeg forlod dem, siger Nils Nielsen til DR.

- Det er ikke fordi, tingene ikke er blevet gjort, fordi jeg ikke lige har været her. Den opgave og fordeling har været den samme hele tiden. De andre trænere har haft opgaven at analysere modstanderen. Det har de gjort, vi talte om det her til morgen og har planlagt, hvad vi skal gøre frem mod kampen mod Tyskland. Så vi har ikke mere travlt, end vi plejer. Det er forløbet på samme måde som alle de andre kampe, siger han.

Danmark skal i kvartfinalen op imod mægtige Tyskland, der har vundet EM de seneste seks gange. Kampen sendes på DR1 lørdag klokken 20.30.