Mirakelredning! Se dansk målvogters redning i slutminutterne her

Lene Christensen vippede bolden forbi mål i dommerens overtid og sørgede for dansk sejr.

Det var ellers en af de mere stille dage på kontoret for den danske målvogter, Lene Christensen, i opgøret mod Finland ved EM i England.

I første halvleg havde finnerne ikke et eneste skud inden for målrammen, mens det i anden halvleg blev til to forsøg.

Danmark så ud til at have fuld kontrol i kampens sidste minutter, men til allersidst måtte Christensen op i hjørnet og hente en finsk afslutning.

Hele stadion tog sig til hovedet.

Med en strakt arm vippede hun bolden fra Jenny Danielsson forbi mål og sørgede for dansk sejr.

- Man ved aldrig, hvornår chancen kommer. De fik en til sidst, og heldigvis fik jeg nappet den, lyder det fra den danske målvogter efter opgøret.

- Jeg nåede ikke at tænke noget [...]. Det er rent instinkt, og jeg går på reaktionen, og så blev det jo en god redning, fortsætter hun med et smil.

Danmark vandt 1-0 over Finland og skal nu spille en altafgørende kamp mod Spanien i sidste runde af EM-gruppespillet.

Du kan se Lene Christensens afgørende redning i videoen øverst i artiklen.