Den tyske anfører Alexandra Popp løb med overskrifterne i onsdagens EM-semifinale, da hun med to scoringer afgjorde løjerne mod Frankrig.
Dermed kan Tyskland søndag sikre den niende EM-titel, hvor værtslandet fra England venter i finalen på Wembley.
Semifinalen mod Frankrig var 20 minutter gammel, da tyskerne for første gang var sådan rigtigt farlige. Et frispark på kanten af feltet gav de ottefoldige europamestre en god mulighed, for et frispark fra tæt hold er ikke tosset, når man har Alexandra Popp som sparker.
Den tyske anfører havde inden semifinalen scoret i samtlige kampe ved EM, men selvom frisparket blev sparket hårdt og godt, kastede den franske keeper Peyraud-Magnin sig mod stolpen og afværgede forsøget.
Manglende skarphed var et tema i store dele af første halvleg, og derfor duftede det af 0-0 som pausestilling, men med fem minutter til pausen var der tysk gennembrud.
Et indlæg fra højre sad lige i støvlen på topscorer Alexandra Popp, der med ydersiden bankede bolden op i nettaget. Der er efterhånden scoret mange flotte mål ved sommerens EM-slutrunde, og Popps førstegangsafslutning mod Frankrig er bestemt en stærk kandidat.
Franskmændene svarede dog hurtigt igen.
En høj bold dumpede ned for fødderne af Frankrigs kreative indspark i offensiven, Kadidiatou Diani, der sendte et hårdt spark afsted. Bolden ramte stolpen og efterfølgende ryggen på den tyske målvogter Merle Frohms, der sendte kuglen i egen kasse til 1-1.
I anden halvleg fastholdt Frankrig momentum efter udligningen og pressede på for et føringsmål. Både Diani og kaptajn Wendie Renard havde mulighed for at score, men i stedet var det tyskernes kaptajn Popp, der igen var på pletten.
Med et kvarter igen svævede hun højest af alle i det franske målfelt og pandede Tyskland i EM-finalen med sit sjette mål i fem kampe.
Du kan følge søndagens finale mellem England og Tyskland fra klokken 18.00 i LIGA på P4 eller se opgøret hos TV 2.