Piger klædt i rødt og hvidt fylder tribunen på træningsanlægget i Chelsea i London.
På grønsværen lige foran dem løber det danske kvindelandshold i fodbold og laver hovedstød, skulderskub og driblinger.
Nova Hvid Engstrøm og Kara Wittrup Andreasdottir har sammen med resten af fodboldklubben Nørrebro United samlet pant ind, så de kunne komme på tur og følge Lars Søndergaards tropper ved det igangværende EM i England.
- Ej, det er vildt at være så tæt på dem. Der er Pernille Harder! Jeg vil gerne have et billede med hende bagefter, siger Nova.
- Der er Sofie Svava! Hende følger jeg på TikTok, udbryder Kara.
Ud over at Nørrebro United selv skal spille et par kampe mod nogle engelske hold, er der en helt bestemt grund til, at holdets træner, Sarah Kopp, har taget pigerne med på tur.
- Vi prøver at skabe gode rollemodeller for piger og kvinder, så det betyder sindssygt meget at være afsted, så pigerne kan se, at der er nogle kvindelige fodboldspillere, der gør præcis det samme som mændene og er ligeså så seje. Det er det allervigtigste med vores tur, siger Sarah Kopp.
Forfatter og ekspert i diversitet Birgitte Baadegaard er heller ikke i tvivl om, hvor vigtigt det er for piger og kvinder at have forbilleder af deres eget køn.
- Kvinder skal kunne spejle sig selv, og de har brug for rollemodeller for at kunne se sit eget køn på banen - i øjeblikket bogstavelig talt, siger hun og hentyder til den igangværende EM-slutrunde.
- Dermed bliver det nemmere at gå efter det, man drømmer om, i stedet for at vi får at vide, at ‘det kan vi ikke’, og ‘det passer ikke til os’, siger Baadegaard.
Tekstforfatter Merete Van den Berg har også beskæftiget sig med kvindelige rollemodeller. Hun har skrevet bogen ‘107 danske Pippi-piger’, som er en fortælling om power-kvinder fra Danmark, der har været med til at flytte verden.
- Forbilleder minder os om, hvad der er muligt, når vi tør forfølge vores drømme, siger hun. Derfor er det afgørende med rollemodeller som Pernille Harder, siger Merete Van den Berg.
Ville være dreng
I dag er den danske landsholdsanfører, Pernille Harder, et idol for rigtig mange piger verden over. Men da hun selv var barn, havde hun ikke en eneste kvindelig fodboldspiller at spejle sig i.
- Da jeg var lille, vidste jeg ikke engang, at der var et kvindehold. Så jeg ville være en dreng.
Men den dag hendes storesøster, Louise, fortalte hende, at der fandtes et landshold for kvinder, groede hun sit hår langt, satte spænder i og tog en kjole på.
- Det betyder utrolig meget at have forbilleder, og jeg tror, at vi skaber så mange drømme for så mange piger, og så handler det bare om at give dem de bedst mulige vilkår, siger Pernille Harder.
Birgitte Baadegaard er ikke i tvivl om, at flere piger kommer til at spille fodbold, hvis kvindelandsholdet får opmærksomhed og gør det godt ved den igangværende slutrunde.
- Når man kender nogle, eller ser nogle, der gør det, så skubber det til, at flere kommer med. Rollemodellerne er vigtige for, at vi tør, siger Birgitte Baadegaard.
- Der kan komme en større talentmasse, fordi flere piger begynder at synes, at det er hipt, og at det er noget, de kan se rent faktisk sker for nogen. Det har ikke tidligere fået så meget synlighed, men det får det nu.
Danmark møder Finland på tirsdag klokken 18.00, og kampen kan følges på alle DR's platforme. Se den på DRTV og DR1, hør den i P4 eller følg den på dr.dk.