Coronaen sniger sig ind i EM-trupperne: Her er fire ting, du skal vide om reglerne

Både Holland, Spanien og Sverige har haft tilfælde af coronavirus i deres EM-trup.

Spanien har allerede haft to smittetilfælde i truppen. Anfører Sergio Busquets er den ene. (Foto: © KIKO HUESCA, Ritzau Scanpix)

Allerede før det første spark er taget ved årets EM i fodbold, har både Holland, Sverige og Spanien været nødt til at ændre i deres trup på grund af coronasmitte.

Først måtte den hollandske målmand Jasper Cillesen sige farvel til EM, siden fulgte den spanske anfører, Sergio Busquets, op med et positivt resultat på en coronatest.

Hos svenskerne er Dejan Kulusevski og Mattias Svanberg endt i det kedelige selskab, og onsdag morgen har Spanien også sluset Diego Llorente ud af truppen med en positiv test i hånden.

Men hvordan er reglerne egentlig hos Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, hvis coronasmitten for alvor får fat i en EM-trup?

Lad os bladre lidt i Uefas regelbog.

Bliver spillere smittet før slutrunden

Rodrigo, der til dagligt spiller i Leeds, er en af de seks spillere, som i øjeblikket holder sig klar med selvtræning. (Foto: © Pablo Garcia HANDOUT, Ritzau Scanpix)

Så har de respektive lande ret til at holde udskiftningstavlen op og sende en ny spiller ind i truppen. I Uefas regelsæt hedder det, at landene har et ’ubegrænset antal udskiftninger i truppen i tilfælde af alvorlig skade eller sygdom’, hvis uheldet, skaden eller sygdommen skulle være ude før første turneringskamp.

Coronavirus falder under kategorien 'alvorlig sygdom'. Hverken Holland, Sverige eller Spanien mangler derfor spillere i deres EM-trup.

Den spanske landstræner Luis Enrique har tilmed en hel gruppe af spillere til at træne separat, hvis der skulle dukke mere end to smittetilfælde op i truppen før mandagens opgør mod Sverige.

Noget, der kan være sandsynligt, da Sergio Busquets og Diego Llorente er blev testet positive, efter hele holdet spiste sammen på en restaurant.

Skulle Busquets og Diego Llorente omvendt nå at blive raske igen, kan de fortsat komme i spil til slutrunden.

13 spillere og minimum en målmand

I slutningen af maj måtte det argentinske hold River Plate stille op til en kamp i Sydamerikas Champions League med kun 11 markspillere i truppen. Dermed var det også en markspiller, der stod på mål i kampen mod Independiente, som det argentinske hold mod alle odds vandt 2-1. (Foto: © Juan Mabromata / POOL, Ritzau Scanpix)

Da EM skal spilles i hele Europa har Uefa bedt de lokale myndigheder tage beslutninger om, hvornår et hold skal gå i karantæne eller en spiller skal gå i selvisolation.

Til gengæld har Uefa besluttet, at en kamp skal afvikles, hvis et hold kan stille med 12 markspillere og en målmand, som er coronafri.

Skulle den situation opstå, kan det sportsligt blive meget skævvredet, siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Hvis halvdelen af truppen sidder ude med corona, så er det sandsynligvis ikke kun reserverne, der er smittet. På det tidspunkt vil det sportslige være trådt i baggrunden.

Kampe kan flyttes og udskydes i to døgn

Efter planen skal der spilles tre gruppekampe og en 1/8-finale i Parken til EM. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Kan et land ikke stille med den ovenstående antal spillere, så kan Uefa beslutte at udskyde en kamp i op til to døgn. Samtidig kan Uefa flytte også kampen til et nyt spillested.

Er det ikke muligt at finde et nyt spillested eller tidspunkt, kan Uefas etiske og disciplinære komité træffe en beslutning om, at en nation taberdømmes.

Her vil det i givet fald være det hold, som er ramt af coronavirus, der taber 3-0.

Men så langt ned i kompendiet når Uefa forhåbentlig ikke, siger Andreas Kraul.

- Uefa vil gå rigtig langt for at få kampene afviklet. En kamp ved EM er et gigantisk maskineri. Det er ikke bare to hold, der står på en græsplæne sammen med en dommer. Det bliver meget bøvlet og bekosteligt, hvis en kamp skal aflyses.

Og hvad med dommeren?

Der er ikke nogen danske dommere med til EM. Til gengæld har Uefa for første gang udpeget en kvindelig dommer til EM-slutrunden for mænd. Franske Stéphanie Frappart er dermed med til at skrive dommerhistorie. (Foto: © Phil noble, Ritzau Scanpix)

Her bliver det kuriøst.

Skulle dommeren blive smittet med coronavirus, så kan Uefa tage en beslutning om, at der skal indsættes en erstatningsdommer fra det land, som kampen spilles i.

I princippet kan det derfor ende med en situation, hvor en dansk dommer løber med fløjten i munden til en af Danmarks tre indledende gruppekampe i København.

- Her rammer vi den absurde ende af reglerne. Men det er altså en regel. Vi må gå ud fra, at den kun kommer i spil, hvis dommeren får coronavirus meget tæt op til kampstart. Ellers kan Uefa sagtens nå at få fløjet en ny dommer ind fra den dommergruppe, der er udtaget, siger Andreas Kraul.

EM begynder fredag den 11. juni med åbningskampen mellem Italien og Tyrkiet.

Du kan se opgøret direkte på DR1 med optakt fra klokken 20. Kampen kan også høres i LIGA på P3.