Racisme i engelsk fodbold er langt fra nyt: 'Det er desværre noget, der er sket mange gange før'

Racistiske kommentarer til engelske spillere efter nederlaget i EM-finalen i går har på ny sat gang i debatten om racisme i engelsk fodbold.

"Smut ud af mit land" og "hvornår tager du tilbage til Afrika?" er nogle af de racistiske kommentarer, man kan finde på Bukayo Sakas Instagram-profil, efter at han brændte et straffespark i gårsdagens EM-finale. (Foto: © Carl Recine, Ritzau Scanpix)

- Jeg er tysk, når vi vinder, en indvandrer, når vi taber.

Sådan skrev fodboldspilleren Mesut Özil, da han trak sig fra det tyske landshold efter VM i Rusland 2018. Og den virkelighed får flere engelske spillere at føle, efter at England tabte EM-trofæet til Italien i går aftes.

Siden da har spillerne Bukayo Saka, Marcus Rashford og Jadon Sancho nemlig modtaget racistiske kommentarer på deres sociale medier. Fælles for de tre er, at de alle brændte i straffesparkskonkurrencen. Og fælles for dem er, at de er mørke i huden.

Profiler på Instagram skriver blandt andet ting som "smut ud af mit land", "hvornår tager du tilbage til Afrika?" og n-ordet i kommentarsporet på 19-årige Bukayo Sakas profil.

Andre sender abe-emojis i kommentarsporene på Twitter, som har meldt ud, at mediet har fjernet over 1.000 racistiske kommentarer mod engelske spillere.

Racismen har vakt stor fordømmelse, men problematikken er langt fra ny. Det fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

- Det, vi desværre så efter kampen i går, var ansigtet på den racisme, der findes i engelsk fodbold, siger hun.

- Det er desværre noget, der er sket mange gange før.

Tidligere landsholdsstjerne: Vi forventer racisme

Reaktionerne på gårsdagens kamp har ført til fornyet debat om racismen i engelsk fodbold.

Siden spillere i engelsk fodbold sidste år begyndte at knæle før kampstart for at vise deres sympati med Black Lives Matter-bevægelsen, har debatten raset i landet, fordi det flere gange er sket, at spillernes gestus er blevet besvaret med buh-råb fra tribunerne.

Reaktionen fra de buh'ende fans har flere medlemmer af den britiske regering, inklusiv premierminister Boris Johnson, dog nægtet at tage afstand fra, hvilket har gjort debatten betændt og politisk.

Og taget politikernes ageren i betragtning er de racistiske reaktioner langt fra overraskende, mener en af britisk fodbolds helt store stemmer, Gary Neville. Han er tidligere landsholdsspiller og Manchester United-anfører, og han langer hårdt ud efter politikerne dagen derpå.

- At knæle blev latterliggjort af højtstående regeringsmedlemmer. Så når vi oplever racistisk chikane efter en fodboldkamp i slutningen af en turnering, så forventer vi det, sagde han på Sky Sports News her til morgen.

- Jeg vidste, at så snart Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka brændte i går aftes, så ville vi vågne op her til morgen til historier om racistisk chikane.

Prince William 'væmmes'

Fordømmelse og afstandtagen fra racistiske fans har der dog været en hel del af dagen derpå - også fra den britiske premierminister. På sin Twitter-profil fordømmer Boris Johnson opførslen.

- Dette engelske landshold burde blive hyldet som helte, fremfor at blive udsat for racisme på sociale medier.

- De ansvarlige bag denne frastødende opførsel burde skamme sig, skriver Boris Johnson på Twitter.

Og han er langt fra den eneste. Det britiske fodboldforbund, FA, gør det klart i en officiel udtalelse, at "ingen, der står bag så modbydelig opførsel, er velkomne til at følge holdet."

- Vi vil gøre alt, vi kan, for at støtte de berørte spillere, samtidig med at vi opfordrer til den hårdest mulige straf til de ansvarlige, skriver forbundet, mens det britiske politi har meddelt, at de vil "efterforske" de racistiske udtalelser.

Også det britiske kongehus reagerer. Prins William skriver på sin Twitter-profil, at han "væmmes" over den racistiske opførsel.

- Det er fuldkommen uacceptabelt, at spillere skal gå igennem denne afskyelige opførsel. Det skal stoppe nu, og alle involverede skal holdes ansvarlige, skriver han.

Problemerne med racisme er langt fra enestående for engelsk fodbold. Men under EM-slutrunden har nogle af de engelske fans vist eksempler på en "afstumpet fankultur", som DR's Storbritannien-korrespondent udtrykker det.

Under semifinalen mod Danmark buhede de under nationalsangen, spyttede mod danske fans og i går brød flere engelske fans uden billet ind på finalestadionet Wembley i London.

- Man skal se det i sammenhæng med den hooligankultur, der har hærget i England i mange år. Der har været taget et opgør med den, men der er nogle rester af den opførsel tilbage, som kommer til udtryk ved de her meget store kampe, siger Tinne Hjersing Knudsen.

De tre spillere, der er blevet ofre for kulturen efter kampen i går, er nogle af de bedste og mest profilerede spillere i landet. Samtidig er de kendt for at være gode forbilleder uden for banen, forklarer Tinne Hjersing Knudsen.

23-årige Martin Rashford er eksempelvis blevet tildelt en orden som 'Member of the Order of the British Empire' af det britiske kongehus for sit velgørende arbejde med at bekæmpe sult blandt børn i Storbritannien.

- Når selv spillere som ham kan blive udsat for racisme efter en kamp som i går, så kan vi virkelig se, hvor stort problemet er, siger DR's korrespondent i Storbritannien.

'Kærlighed' og 'stolthed'

Langt fra alt, der møder Bukayo Saka, Marcus Rashford og Jadon Sancho er dog hadefuldt, og i kommentarsporene flyder støtte og kærlighed også i linde strømme.

Fans forsøger at opmuntre spillerne og lade dem vide, at rigtig mange også er stolte af deres præstationer i turneringen, og brugere opmuntrer hinanden til at anmelde de racistiske kommentarer.

- Intet andet end kærlighed og umådelig stolthed over dig, skriver en bruger blandt andet til Bukayo Saka.