For præcis en måneds fodboldmaraton siden var det den italienske tenor Andrea Bocelli, som i Rom havde æren at synge slutrunden i gang.

Søndag lukkede festen. Ingen Bocelli, men sikke et varsel, han leverede.

Storladent, bragende. Alt det, som en slutrunde skal være. Sådan var det også søndag aften, hvis øjnene kun kiggede på banen, hvor Italien kæmpede sig tilbage fra en engelsk chokstart og i straffesparkskonkurrencen triumferede.

Wembley er sådan et stadion, man tager hen for at hæve pokaler, som England senest gjorde det i 1966, og det er svært at komme med mange indvendinger mod, at det var netop de to mandskaber, som stod der.

Men samtidig med, at Italien og England klokken 20.54 marcherede ind på græsset, da brugte de store mængder engelske fans uden billetter tiden uden for dørene på at bringe skam over dem selv og den omgangsform, som mennesket har brugt århundreder på at udvikle.

Komplet skandaløse scener strømmede ind på sociale medier, mens begge hold gav den godt med bas under nationalmelodierne. Folkefest, ja, men det smagte af noget andet, som det af andre årsager ofte har gjort under slutrunden.

Den tidligere Uefa-præsident Michel Platinis drøm om at afholde EM på tværs af 11 lande har, alt i alt, været en endeløs, logistisk labyrint, som naturligvis også har haft sine øjeblikke, der overskygger det kaos, som ramte Wembley.

Gareth Southgate havde til finalen valgt at sætte Kieran Trippier på holdkortet som højre wingback, og den beslutning så fra kampens første minut ud til at kunne blive en af de bedste, som en engelsk landstræner har taget siden 1966.

Efter blot halvandet minut sendte Trippier bolden på tværs af feltet til sin fremadstormende makker fra den anden side, Luke Shaw. Bolden svævede i hvad der føltes som et liv, før Shaw klinisk kunne flugte England direkte op under vingerne på Wembley.

Brølet, der fulgte, kommer til at skælve i tribunerne længe efter, at den sidste konfetti er fejet af banen.

Scoringen fik ikke England, der i seks ud af syv kampe har haft hjemmebane på Wembley, til at trække sig. Nej, de italienske gæster virkede, ikke uforståeligt, en anelse ved siden af sig selv, mens Luke Shaw og Kieran Trippier sprudlede, Declan Rice driblede som en mand i laksko, og John Stones og Harry Maguire læste italienerne som en pixibog.

Kun da Federico Chiesa efter en herlig soloaktion ti minutter før pausen sendte bolden så snert forbi det engelske mål, at Jordan Pickford var i stand til at gå på knæ og kapitulere, havde man fornemmelsen af, at italienerne ville vende tingene.

Ikke at nogen var i tvivl om, at de havde evnerne, men der var langt mellem øjeblikkene, hvor de viste det.

Ja, på det her tidspunkt var fodbolden på vej hjem, men det var svært ikke at tænke, at det på sigt ville være bedre at tvangsfjerne den.

Italiens træner, Roberto Mancini, tøvede da heller ikke længe, da Bjørn Kuipers fløjtede op til EM-slutrundens sidste halvleg.

Efter få minutter tog han både Ciro Immobile og Nicolo Barella ud, erstattede dem med Domenico Berardi og Bryan Cristante, og så skiftede momentum ellers.

En times spil skulle der gå, før Jordan Pickford havde sin første store redning, men blot seks minutter senere var presset så intensivt, at det måtte gå galt.

Leonardo Bonucci, rutineret forsvarsspiller, skruede målnæsen på i det lille felt, og så fik de italienske fans ellers lov til at smage på følelsen af at være i overtal mod 66.000 englændere.

Resten af den ordinære spilletid fortsatte på italienernes præmisser, og nervøsiteten spredte sig for alvor til de engelske fans, der bed negle som var det en konkurrence.

Udsigten til to gange 15 minutter mere og en potentiel straffesparkskonkurrence mod netop Italien var ikke noget, der varmede, mens minutterne slæbte sig afsted ind i netop det.

Englænderne genvandt dog kræfterne, trykkede de trætte gæster ned i eget felt, og hvis ikke, at Raheem Sterling havde lært at holde sig på benene, så kunne det meget vel være endt med et straffespark efter 110 minutters finale.

For danskere med følelser i klemme vil det være godt at høre, at hvis fodbold er et eventyr, så nåede heltene fra Italien i mål.

En brøkdel af de engelske fans fortjente det ikke, det skal de næste dages skandaløse videoer nok vise, men det gjorde Gareth Southgate og de 26 mand, som søndag aften var en straffesparkskonkurrence fra at skrive historie i egen kirke.

I stedet blev det Gianluigi Donnarumma i det italienske mål, som blev helten.

Tre gange afviste han de engelske skytter fra pletten, og så sluttede det, som det begyndte for en måned siden i Rom.

EM er forbi. Fodbolden skal ikke hjem, men i stedet til Rom, og mon ikke det også er bedst for alle, at den kommer til et hjem, der behandler den ordentligt.