Arsenal skal finde en ny træner til næste sæson, da deres nuværende førsteholdstræner, franske Arséne Wenger, forlader posten efter 22 år i spidsen for London-klubben.
Franskmandens rolle som manager har længe været diskuteret, og nu blev det så officielt, at han siger stop efter denne sæson.
- Efter nøje omtanke og diskussioner med klubben føler jeg, at det er det rigtige tidspunkt for mig at træde tilbage efter denne sæson, siger Arséne Wenger i en udtalelse på Arsenals hjemmeside.
Gyldne minder
Franskmanden blev ansat i Arsenal i oktober 1996 og er en af de længst siddende managers i Premier League.
Wenger har gennem årene ført Arsenal frem til tre engelske mesterskaber og syv FA Cup-titler.
For snart 22 år siden var han med til at revolutionere fodbolden i England med sine tanker og idéer.
De senere år har kritikken været tiltagende, og resultaterne har været knapt så prangende.
- jeg er taknemmelig for at have haft det privilegium at tjene denne klub i så mange mindeværdige år. Jeg har ledet denne klub med fuld fokus og integritet, forklarer Arséne Wenger på Arsenals hjemmeside.
Mindre prangende resultater
I Premier League indtager Arsenal en øjeblikkelig sjetteplads, og for andet år i træk risikerer London-klubben at misse kvalifikationen til Champions League, hvor Arsenal ellers har været fast inventar.
Wengers mandskab er dog nået frem til semifinalerne i Europa League, hvor holdet møder spanske Atlético Madrid.
Før Wenger kom til London, var han træner i japanske Nagoya samt Nancy og Monaco i hjemlandet.
/ritzau/DR Sporten/