Christian Eriksen håber på comeback 'inden længe'

Fredag blev Christian Eriksen officielt præsenteret i Premier League-klubben Brentford.

Christian Eriksen har skrevet under på en kontrakt, der løber til sommer. (Foto: © Paul Childs, Ritzau Scanpix)

Selvom det i snart 14 dage har været muligt for tilhængere af fodboldklubben Brentford at flå trøjer med Christian Eriksen ned fra de virtuelle hylder i fanshoppen, skulle tilgangen af den kreative, danske midtbanespiller formaliseres.

En officiel præsentation.

Lyden af tikkende kameraer - og dér kom han så, ud gennem spillerturnellen, Christian Eriksen, smilende. Først hjemmebanetrøjen i hænderne, så udebanetrikoten, et halstørklæde og siden ind til pressemøde.

Otte måneder er der gået, siden Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Danmarks åbningskamp ved EM-slutrunden i Parken. Nu skal han snart spille en fodboldkamp igen. Men hvornår?

- Inden længe forhåbentlig. Nu tager vi en dag ad gangen. Det føles godt. Så forhåbentlig inden alt for længe, siger Christian Eriksen på pressemødet.

Om et par uger måske?

- Det håber jeg. Nu må vi se, siger Eriksen.

Derfor virker det heller ikke sandsynligt, at danskeren er en del af Brentfords trup, når holdet lørdag møder Crystal Palace i Premier League. Holdet spiller igen 19. februar på udebane mod Arsenal.

Herunder taler Christian Eriksen om, hvordan det bliver at spille kamp igen:

For mange, rigtig mange, vil det være forbundet med store følelser at se Christian Eriksen træde ind på det grønne frimærke, og det bliver formentlig mere specielt for alle folk omkring, end det gør for hovedpersonen selv, lyder det.

- Det er noget, jeg har prøvet utroligt mange gange og efter de første par gange bare falder ind i, som om det var det mest naturlige. Men det bliver specielt, og det er netop også, fordi jeg har været væk så længe, siger Christian Eriksen, der stadigvæk har ting, han vil opnå i sin karriere.

- Jeg vil gerne tilbage og spille professionel fodbold og vise, at jeg stadigvæk er den samme spiller, som jeg var før, siger Eriksen.

Christian Eriksen blev fredag officielt præsenteret i den engelske Premier League-klub Brentford. (Foto: © adrian dennis, Ritzau Scanpix)

Foretrækker, at det nu skal handle om fodbold

Efter hjertestoppet fik danskeren indopereret en såkaldt ICD-enhed (en lille hjertestarter, red.), men fordi reglerne i Italien forbyder at spille med en sådan, blev Eriksens kontrakt med Inter ophævet.

Siden har han så underskrevet en kontrakt med Brentford, der løber sæsonen ud. Klubben er kendt som en danskerkoloni, og Eriksen kommer da også til at dele omklædningsrum med hele syv landsmænd foruden klubbens danske cheftræner Thomas Frank.

Hvorvidt kontrakten er et karrieremæssigt springbræt, kunne Eriksen ikke sige. Lige nu er han 'åben for det hele'.

- Mit fokus har været på, at jeg skal spille fodbold nu og til sommer. Så lige nu skal jeg vænne mig til at være her og komme i gang med at spille fodbold.

  • - Brentford var det perfekte mix for mig som fodboldspiller og familiemand. (Foto: © Matt Dunham, Associated Press)
  • Brentford har til huse i London, hvor Christian Eriksen gennem en årrække boede, da han spillede i Tottenham. (Foto: © VICKIE FLORES, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Der har, ganske naturligt, været fokus på meget andet end fodbold siden aftenen i Parken, og da Christian Eriksen besluttede sig for at vende tilbage, vidste han godt, at sommerens hændelse ville fylde.

- Jeg er glad for den respekt, jeg fik og at kunne være en familie, være udenfor og bagved alt spotlyset, indtil jeg vidste, hvor jeg stod henne. Selvfølgelig foretrækker jeg, at det handler om, hvad jeg laver på banen. Det er derfor, jeg er fodboldspiller, og det er også det, jeg brænder for.

- Så det er kun fedt at være tilbage igen, og efter noget tid vil det forhåbentlig handle om fodbold og ikke det andet, siger Christian Eriksen.

Danskeren blev også spurgt til, om han ville nå sit tidligere niveau.

- Nemt. Ja, lyder det kort fra Eriksen.

Og således blev det altså officielt. Christian Eriksen i Brentford - og snart er han klar til at spille fodbold igen.