Danskerklub jagter det forjættede land igen: 'Der hænger ikke en voodoo-forbandelse over Brentford'

Brentford møder Bournemouth i semifinalen i oprykningsspillet om en plads i Premier League.

Thomas Frank med den tidligere Brentford-spiller Said Benrahma, der siden er skiftet til West Ham. (Foto: © Andrew Couldridge, Scanpix)

Vi spoler lige tiden tilbage til august i fjor.

Danskerklubben Brentford ligger lunt i svinget til at sikre sig oprykning til Premier League. En tredjeplads i den næstbedste engelske række, Championship, og udsigten til at skulle spille de afgørende play-off-kampe om oprykning.

Brentford når hele vejen til finalen, som spilles på Wembley. 0-0 efter ordinær spilletid mod Fulham, men så slår Fulham til, scorer to i forlænget spilletid, og sikrer sig oprykning med en 2-1-sejr.

Der var glæde i Fulham-lejren, da de besejrede Brentford i finalen om oprykning til Premier League. (Foto: © Matthew Childs, Scanpix)

I år står Brentford i nøjagtig samme situation. Efter en tredjeplads i Championship står danskerklubben nu foran semifinalerne i play-off-spillet om den sidste oprykningsplads til Premier League.

I semifinalen er cheftræner Thomas Frank og kompagnis modstander Bournemouth, der rykkede ned fra Premier League i fjor.

Men netop skuffelsen over finalenederlaget mod Fulham i fjor er blevet brugt som benzin på den Brentford-maskine, der til tider har virket ustoppelig i Championship i denne sæson, fortæller den danske cheftræner i Brentford, Thomas Frank, på pressemødet forud for den første semifinale.

- Det er stadig brændstof, men også en oplevelse af at selv hvis du gør alt perfekt, kan du stadig tabe en kamp, siger Thomas Frank.

Undervejs i den indeværende sæson var Brentford oppe på en stime på 21 kampe uden nederlag i Championship, og de går ind til kampen mod Bournemouth ubesejret i de seneste 12 kampe.

Det er 74 år siden, at Brentford sidst har været at finde i den bedste engelske fodboldrække. Tilbage i 1946/47-sæsonen rykkede klubben ned fra landets bedste række, og siden har den stået på ophold i de lavere divisioner for den lille London-klub.

Ingen voodoo-forbandelser

Siden de hæderkronede dage tilbage i 1940'erne, har Brentford forsøgt at spille sig tilbage i det fineste selskab. Senest i fjor, hvor det kiksede på målstregen.

Faktisk har Brentford været i play-off om oprykning til Premier League ni gange, og fire gange er de nået hele vejen til finalen. Men aldrig er det lykkes klubben at komme hele vejen over målstregen.

- Det er historie. Det er ikke noget, der påvirker os. Vi ved, at det er den moderne verden, og der hænger ikke en voodoo-forbandelse over Brentford, som vi ikke kan undslippe og få et godt resultat.

- Jeg har ingen tvivl om, at vi har mere erfaring og vil være et bedre sted. Er det nok til at vinde? Måske, siger Frank.

  • Henrik Dalsgaard har spillet i Brentford siden 2017 og er viceanfører i klubben. (Foto: © Adam Holt, Scanpix)
  • Christian Nørgaard har spillet i Brentford i to sæsoner. (Foto: © Andrew Couldridge, Scanpix)
  • Emiliano Marcondes. (Foto: © Adam Holt, Scanpix)
1 / 3

Den danske cheftræner understreger, at det er de helt fine, berømte marginaler, der afgør kampene, når sæsonen når sit afsluttende stadie.

- Vi er nødt til at forstå, at det er ikke en eksamen, hvor du får 12, hvis du gør det godt. Der er mange andre ting, der kan påvirke det, og selv hvis vi præsterer til et 12-tal, er vi ikke sikre på, at vi får det udfald, vi ønsker, siger Frank.

Først gælder det Bournemouth i semifinalerne, der spilles over to kampe, og finalen, hvis de skulle nå så langt, der spilles over én kamp på Wembley.

Brentford spiller mandag aften mod Bournemouth i den første af de to semifinaler. Kampen kan ses på TV3+ fra klokken 19.00.

Barnsley og Swansea mødes i den anden semifinale.