Som en hyldest til dronning Elizabeths "ekstraordinære liv og bidrag til England" vil den kommende runde af nationens bedste fodboldrække blive udskudt.
Det skriver Premier League i en pressemeddelelse fredag eftermiddag som følge af regentens død.
Ligachef Richard Masters fortæller, at den 96-årige dronning Elizabeth har været en global inspiration gennem sin regeringstid.
- Det er en enormt trist tid. Ikke kun for nationen, men også for de millioner af mennesker i verden, der beundrede hende, og vi er sammen om at sørge over hendes bortgang, udtaler Richard Masters.
Den engelske regering meddelte Premier League og andre sportsgrene, at weekendens sportsbegivenheder sagtens kunne få lov til at blive afviklet, men at beslutningen var op til dem hver især.
Blandt de udsatte kampe er topmødet mellem Manchester City og Tottenham, mens Christian Eriksen og Manchester United skulle have mødt Crystal Palace på udebane.
Kampe i kvindernes bedste fodboldrække, FA Women's Super League, vil på samme måde blive udskudt, skriver Englands Fodboldforbund, FA.
Flere Premier League-klubber kondolerer på deres respektive hjemmesider og sociale medier. Manchester United og Tottenham skriver begge, at de deler sorgen med resten af nationen, ligesom Manchester City hylder den afdøde dronning.
"Hendes majestæts dedikation og tjeneste har være eksemplarisk", skriver Manchester City.
Chelsea FC er på samme måde "dybt berørt" af nyheden.
"Vi kondolerer til den royale familie og alle, der er berørt af denne meget triste nyhed", skriver London-klubben.
Southampton fra Englands sydkøst stemmer i.
"Sammen med alle andre udtrykker vi vores tak for dronningens ekstraordinære tjeneste i nationens navn", skriver Southampton.
Harry Kane, anfører for Tottenham og Englands fodboldlandshold, sender ligeledes sine tanker til dronning Elizabeth, der var på stadion til medaljeoverrækelsen, da England vandt VM i 1966.
"Dronningen har været en fantastisk inspiration og vil blive husket for sine fantastiske års tjeneste for dette land. Hvil i fred, deres majestæt", skriver Harry Kane på Twitter.
Den danske landsholdsspiller Joachim Andersen kondolerer ligeledes via sin Instagram-profil.
"Hvil i fred, dronning Elisabeth", skriver forsvarsspilleren, som spiller for Crystal Palace.
Hvad der skal ske med de Premier League-kampe, som er planlagt under Englands sørgeperiode på 10 dage, vil der blive taget stilling til senere, meddeler Premier League.
Udskydelsen af kampene øger presset på fodboldkalenderen, der i forvejen er pakket som følge af det kommende VM i Qatar, der begynder til november.
Premier League er ikke ene om af udskyde eller aflyse sportsbegivenheder.
Golfturneringen BMW PGA Championship dropper fredagens runde, der vil ikke blive afviklet hestevæddeløb, ligesom cykelløbet Tour of Britain blev afblæst efter fem af de planlagte otte etaper.