Guldfavorit eller ramt af gummiben? Arsenals største udfordring er klubben selv

Arsenal har den ene hånd på mesterskabspokalen i den engelske Premier League, men er på det seneste gået i stå. Fodboldklubben skal stå sin prøve i onsdagens kamp mod Manchester City.

Arsenal har lignet en vinder i Premier League, men tre uafgjorte resultater i de sidste tre kampe har skabt fornyet spænding om mesterskabet. (Foto: © FRANK AUGSTEIN, Associated Press)

Den tidligere Manchester United-træner Alex Ferguson kaldte det for 'Squeaky bum time'.

Løst oversat til dansk: Det er nu, man begynder at sidde uroligt på sit sæde. Den tid på sæsonen, hvor det hele spidser til, mesterskaber skifter hænder, og det gælder om at spænde hjelmen.

Sæsonen igennem har Arsenal ageret Premier Leagues førerhund, men på det seneste er forspringet til forfølgerne skrumpet ind.

De sidste tre kampe er endt uafgjort for The Gunners, alt imens Manchester City vanen tro kommer blæsende bagfra, og inden aftens direkte duel mellem de to klubber er fem point efter Arsenal med to kampe i hånden.

Spørger man DR Sportens fodboldekspert, Arnela Muminovic, om opgørets betydning, er det nu eller aldrig for Arsenal.

- Jeg har en fornemmelse af, at de kan smide mesterskabet i de sidste kampe, fordi de har vist svaghedstegn. Nu skal den reelle prøve stå. De skal vise, hvordan de reagerer som hold, siger Arnela Muminovic.

I den seneste runde af Premier League var Arsenal nede med 0-2 mod bundklubben Southampton, men lykkedes med at hive et 3-3-resultat hjem i overtiden. (Foto: © Neil hall, Ritzau Scanpix)

Spørgsmålet er så, hvordan man gør det, når de så frygtede 'gummiben' begynder at indfinde sig.

Sportspsykolog ved Team Danmark, Anders Flemming Bendixen, forklarer, at deciderede ben af gummi ikke findes i sagens natur, men at metaforen eksiterer noget så grusomt rent mentalt.

- Det sker, fordi vores kroppe reagerer på, at en situation er særligt vigtig for os. Man kan komme til at tænke, at man taber mesterskabet snarere, end at nogle andre vinder det, go detn slags overvejelser kan forplante sig i ens adfærd og se gummibens-agtige ud, siger han.

'Så er den ged barberet'

Arsenals gummiben begyndte at bævre i begyndelsen af april, da man spillede 2-2 mod Liverpool. London-klubben var foran med 2-0, inden The Reds kæmpede sig tilbage og hev en uafgjort hjem.

Det samme billede var tilfældet ugen efter mod West Ham, ligesom Arsenal i den seneste runde var bagude mod nedrykningstruede Southampton, indtil Bukayo Saka udlignede til 3-3 i overtiden.

Nervøsiteten hos Arsenal bunder givet vis i, at Manchester City har løftet pokalen i fire af de seneste fem sæsoner, mens man skal helt tilbage til 2004 for at finde det seneste mesterskab til Arsenal.

Manchester City fejrer mesterskabet i sidste sæson. Klubben har vundet den bedste engelske række otte gange. (Foto: © OLI SCARFF, AFP or licensors)

Den lange trofætørke i ligaen kan være med til at sætte endnu mere pres på Arsenal anno 2023, fortæller Anders Flemming Bendixen.

- Prøv og tænk på, hvor mange mennesker, der støtter Arsenal både lokalt og på verdensplan, og hvor længe siden sidste mesterskab var. Det kan være svært at sætte sig ind i, hvilke følelser og tanker der er aktiveret. Det er et helt sygt pres at være under som spiller, siger Anders Bendixen.

- Det kan være lidt forfladigende at sige, at man bare lige skal snakke om det, og så er den ged barberet.

Derudover spiller det også ind, at det er lettere at være den jagende end den jagede, fortsætter sportspsykologen. Der er færre forventninger og et mindre pres på Manchester City, som bedre kan leve med, at missionen om et mesterskab mislykkes.

Forventningspresset anderledes tungt på Arsenals ansatte, som uden tvivl kender betydningen af et eventuelt mesterskab. Det skal dog ikke holde dem fra at tale åbent om, at man er ramt en smule på selvtilliden, forklarer Anders Flemming Bendixen.

- Min erfaring er, at det er bedre at stå ved, at gummibenene er der. Det ikke er smart at lægge låg på, for hvis scenen, presset og potentialet, for det man er i gang med, er stort nok, så stikker gummibenene sit fjæs frem før eller siden, siger Anders Flemming Bendixen.

Kampen mellem Manchester City og Arsenal begynder klokken 21, og du kan se den på See.