Erling Haaland var på de fleste sportsmedier og fodboldgales læber onsdag aften.
Nordmanden chippede sit 35. ligamål i indeværende sæson ind i Manchester Citys sejr over West Ham.
Dermed slog den 22-årige nordmænd Andy Cole og Alan Shearers rekord for flest mål i en Premier League-sæson. De to tidligere angribere satte begge 34 fuldtræffere ind i henholdsvis sæsonerne 1993/94 og 1994/95.
Nu er rekorden på norske hænder, og det har naturligvis kastet reaktioner af sig i hjemlandet, hvor Erling Haaland ryddede forsiden hos blandt andet NRK.
- Erling Braut Haalands eventyr vil ingen ende tage.
- Nordmanden har scoret 35 ligamål i 31 kampe og har ikke kun taget rekorden. Han har gjort det i sin allerførste Premier League-sæson, skriver NRK.
Også norske VG skriver om den nationale stolthed, der efter 70 minutter stak afsted og dirigerede bolden i mål trods en berøring fra West Ham-målmandens fingerspidser.
- Målet var et dejligt lob efter en gennembrudsaflevering fra Jack Grealish. Ikke en dårlig måde at skrive historie på, selvom West Hams Lukasz Fabianski havde en lille finger med i det, skriver VG.
Haalands 35. ligamål faldt i den 33. spillerunde. Dermed har nordmanden fem kampe tilbage til at bygge videre på den imponerende rekord.
- Hvert Haaland-mål indtil slutningen af sæsonen vil kun øge den historiske kløft, skriver VG.
'Han er den bedste'
Også britiske mediefolk er begejstret over nordmandens rekordsæson og onsdagens historiske fuldtræffer.
På lægterne i Manchester onsdag aften sad Adam Bate fra Sky Sports, og han var privilegeret over at være til stede, da rekorden blev slået af "en utrolig spiller" med så elegant en scoring.
- Haaland er et fysisk vidunder med fart og kraft, som er i stand til at drille alle forsvar, skriver Adam Bate.
Den tidligere engelske topangriber Gary Lineker var hurtig ved tasterne og klar med en stikpille til sin tidligere landsholdskollega, der nu har set rekorden glide ham af hænde.
- En Premier League-rekord til Erling Haaland. 35 mål. Det er åndssvagt. Mine tanker er med Alan Shearer i denne svære tid, skriver Gary Lineker på Twitter.
Til det svarede Alan Shearer, der scorede 34 mål i 94/95-sæsonen, prompte:
- Jeg kunne ikke have ønsket mig en mere flink fyr til at slå rekorden. Det har kun taget 28 år!!! Han er den bedste, skriver Alan Shearer.
Den manglende brik
Ifølge BBC "tilhørte aftenen Haaland" og mediet beskriver, hvordan hans holdkammerater lavede en æresport efter kampen, men at samtlige City-spillere er klar over, at der er større ting end individuelle rekorder i vente.
Klubben ligger nummer et i Premier Leauge og har længe haft som mål at vinde trofæet med de store ører, Champions League. I 2021 var holdet i finalen, men det er endnu ikke lykkedes manager Pep Guardiola at føre klubben til den ypperste europæiske klubtriumf.
Her kan Erling Haaland sandsynligvis være nøglen, lyder det fra den tidligere Premier League-angriber Kevin Campbell.
- Han er den manglende brik i det, som Pep Guardiola forsøger at opnå. Han vil vinde Champions League. De har ikke haft spilleren helt fremme, som ville tage chancerne. Ham har de nu, siger Kevin Campbell til BBC.
I et interview med Sky Sports står det også ganske klart, at City-manageren er godt tilfreds med rekordmageren.
- Utroligt. Han er kun 22 år og har stadig fem kampe tilbage.
- Vi forventede, at han ville score mål, men at slå Cole og Sheares rekorder, siger Pep Guardiola uden at færdiggøre sætningen.