I aften kan Thomas Frank som den første dansker gå i Laudrups fodspor: ’Det bliver helt utrolig svært’

Michael Laudrup er den eneste danske cheftræner, som har været i en engelsk pokalfinale. Nu er Thomas Frank og hans klub Brentford én sejr derfra.

Thomas Frank kan som cheftræner for Brentford i aften sikre sig en finaleplads i den engelske League Cup. Det vil gøre ham til den blot anden danske cheftræner i historien til at nå dertil.

I aften mødes Brentford og Tottenham i en kamp om en finaleplads i den engelske pokalturnering League Cup. Men det er også en kamp om dansk fodboldhistorie.

For i spidsen for Brentford står den danske cheftræner Thomas Frank. Og vinder han og hans hold semifinalekampen mod Tottenham, vil det være første gang siden Michael Laudrups træner-tid, at en dansk cheftræner når hele vejen til en engelsk pokalfinale.

Faktisk har ingen danske cheftrænere før eller siden Michael Laudrup stået i en pokalfinale i en af fodboldeuropas fem stormagtsnationer, England, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig.

Michael Laudrup gjorde det sensationelt som træner for Premier League-klubben Swansea City i 2013. Og en sensation er også, hvad der skal til i aften, hvis Thomas Frank skal gøre Laudrup kunsten efter.

  • Michael Laudrup på sidelinjen som Swansea City-træner i 2013. (Foto: © Nigel Roddis, Scanpix)
  • Swansea City spillede sig ikke bare i League Cup-finalen i 2013. Klubben og Michael Laudrup vandt også finalen. (Foto: © Nigel Roddis, Scanpix)
1 / 2

For mens Laudrup nåede pokalfinalen som træner for en Premier League-klub, huserer Thomas Frank og Brentford til daglig i den næstbedste engelske række, The Championship.

At besejre storholdet Tottenham i semifinalen ligner derfor en tæt på umulig opgave, indrømmer Thomas Frank i et interview på klubbens egen hjemmeside.

- Det er en kæmpe kamp for os. Det er rimelig ukendt territorium, da vi aldrig før har været i semifinalen i nogen af de engelske pokalturneringer.

- Vi vil gøre vores bedste for at forsøge at angribe og tage vores chancer mod et af de bedste hold i verden, siger Thomas Frank.

- Det bliver helt utrolig svært, men vi vil gøre vores bedste.

Har før snublet i Laudrups fodspor

Brentford har på klubbens vej til semifinalen allerede slået fire Premier League-hold ud af turneringen i form af Southampton, West Bromwich, Fulham og Newcastle. Og i The Championship er Brentford ubesejret de seneste 15 kampe. Det er altså et formstærkt mandskab, Thomas Frank sender på banen i kampen om finalebilletten.

Men faktisk er det ikke første gang, at Brentford har opbygget momentum og placeret Thomas Frank én enkelt sejr fra at kunne træde i Michael Laudrups træner-fodspor.

Med Thomas Frank i spidsen spillede Brentford sig sidste år i The Championships oprykningskamp om en plads i Premier League. Én enkelt kamp, som afgjorde sæsonens skæbne. Med en sejr var Thomas Frank blevet den kun anden danske cheftræner i Premier League-historien – i eksklusivt selskab med Michael Laudrup.

Men Brentford tabte kampen 2-1. Thomas Frank missede Laudrups fodspor, og Brentford missede 1,4 milliarder, som en Premier League-oprykning havde sikret klubben.

Thomas Frank blev cheftræner i Brentford i 2018, efter at han havde været assistenttræner i klubben siden 2016. (Foto: © Matthew Childs, Scanpix)

Så tæt på og alligevel så langt fra. Spørgsmålet er så, om det igen i aften bliver lige ved og næste for Thomas Frank og Brentford.

Ifølge Thomas Frank er 2021-versionen af Brentford et stærkere mandskab. Modnet af sidste års skuffelse.

- Vores hold har holdt sammen i halvandet år nu. De havde en fantastisk sidste sæson og var uheldige, men de er mere erfarne nu – både individuelt og som gruppe – og det viser sig i deres præstationer, siger danskeren.

I Brentfords trup er danskerne Mads Bech Sørensen, Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Emiliano Marcondes.

Tottenham og Brentford er klar til kampstart i aften kl. 20.45.

Onsdag mødes de to lokalrivaler Manchester United og Manchester City i den anden League Cup-semifinale.