Leicester-triumf med konsekvenser: VM-topscorer i tv uden bukser

Den tidligere engelske landsholdsstjerne Gary Lineker skal præsentere programmet ’Match Of The Day’ i underbukser.

Leicester-fansene har siden Linekers modige udmelding haft stor morskab ud af tv-værtens løfte. (Foto: © DARREN STAPLES, Scanpix)

Den tidligere målræv Gary Lineker startede sin professionelle fodboldkarriere i Leicester, hvor det blev til 95 ligascoringer i 194 kampe i perioden fra 1978-1985.

Og VM-topscoreren fra slutrunden i Mexico har på intet tidspunkt lagt skjul på sin forkærlighed for den midtengelske klub.

Lineker fungerer nu som vært på fodboldprogrammet ’Match Of The Day’ på engelsk tv og er også særdeles aktiv på sociale medier.

Gary Lineker (i midten) kommer nok til at fremstå en del mere afklædt på tv, når den kommende Premier League-sæson sparkes i gang. (Foto: © Oli Scarff, Scanpix)

I begejstring over Leicesters imponerende resultater meldte han i december lidt kækt ud, at han ville indlede ’Match Of The Day’ i underbukser, hvis Leicester endte med at blive mestre.

Og som det nok ikke er gået manges næser fobi, så var det nøjagtig, hvad der skete mandag aften, da Chelsea og Tottenhams uafgjorte resultat sikrede Kasper Schmeichel & co. mesterskabet.

Lineker var kort efter Leicesters triumf igennem på BBC og blev af studieværten også forholdt til sin udtalelse.

https://twitter.com/BBCMOTD/status/727263107865661440

- Vi må vente og se til den første ’Match Of The Day’ i den nye sæson. Jeg må hellere begynde at overveje det.

- Hvis mesterskaber betyder, at jeg skal undvære bukser under ’Match Of The Day, så er det sådan, at det er, lød svaret fra Gary Lineker.

Flere Twitter-brugere har også moret sig over eks-landsholdsspillerens udmelding og flere kreative bud på, hvad der venter de engelske tv-seere florerer allerede derude.

https://twitter.com/DanielleBux/status/727244937813614592

Den kommende Premier League-sæson skydes i gang d. 13. august, så vi må væbne os med tålmodighed.