Den engelske fodboldklub Newcastle har ikke tabt en Premier League-kamp siden august.
På Boxing day, 2. juledag, fortsatte klubben fra det nordlige England de lovende takter med en udebanesejr på 3-0 over Leicester. Den sjette ligasejr på stribe vel at mærke, hvilket placerer Newcastle på en foreløbig andenplads i den bedste engelske fodboldrække.
For godt et års tid siden blev Newcastle genstand for kritik, da klubben blev opkøbt af det saudiske konsortium Public Investment Fund, der samtidig gjorde klubben til den absolut rigeste. Nu lader resultaterne til at flaske sig for klubben, der har Eddie Howe som manager.
- Jeg har intet problem med, at fansene drømmer om, hvad vi kan opnå, sagde Eddie Howe efter gårsdagens sejr ifølge BBC.
- Denne sæson er stadig ung nok til, at alle muligheder eksisterer for os. Jeg vil have, at alle fansene tror på, at vi kan opnå alt.
Mod Leicester skulle Newcastle blot bruge syv minutter på at score to gange, inden brasilianske Joelinton cementerede sejren efter en god halv times spil.
I anden halvleg kom hjemmeholdet mere med i opgøret, men Newcastle gjorde det, som klubben har haft for vane i denne sæson. At lukke af bagtil.
- Cadeau til holdet. Det er endnu et rent bur, og det er vigtigt, sagde Eddie Howe.
'Folk skal ikke kun tage til Newcastle for pengene'
Med de økonomiske kræfter, sauderne er kommet med, har Newcastle været aktive i de seneste to transfervinduer.
Seks af de 11 startende spillere mod Leicester er kommet til klubben efter ejerskiftet.
I sommer investerede klubben mere end en milliard kroner i nye spillere. Her sendte Newcastle et større, trecifret millionbeløb til spanske Real Sociedad i bytte for svenske Alexander Isak. Også hollandske Sven Botman blev købt i Lille, mens man hentede backen Matt Targett i Aston Villa og målmand Nick Pope i Burnley.
Sidstnævnte har været været en sikker skanse i indeværende sæson, hvor den engelske landsholdsmålmand har lukket 11 mål ind i 16 kampe. Det er færrest af alle hold i Premier League.
Ejernes tilgang på transfermarkedet falder i god jord hos formanden for den officielle danske Newcastle-fanklub, Toons of Denmark, Lasse Nielsen.
- Det er ikke de helt store navne, de har hentet ind. Men de har fundet nogle spillere med den rigtige moral og indstilling, siger han.
Ifølge fanformanden har man gjort det helt rette ved ikke at hente stjernespillere, selvom pengene angiveligt er til det.
- Vi skal passe på med, at folk ikke kun tager til Newcastle for pengene. Det skal vi selvfølgelig også lokke med, men det er nogle andre værdier, vi skal køre på. Man skal købe ind på klubbens plan og tage del i den nye æra, der er dannet, siger Lasse Nielsen.
Ifølge formanden for den danske fanklub er det med tanke på ejerskabet blevet et vigtigere element, at man køber spillere med den rette mentalitet.
- Det har været vigtigt for klubben, at man ikke henter den ene stjerne efter den anden. Så ved jeg godt, hvordan folk havde snakket om Newcastle, siger Lasse Nielsen.
Klubbens identitet er intakt
Flosklen "vi tager én kamp ad gangen", er blevet skruet en smule ned hos Newcastle. Klubbens manager vil som nævnt ikke sætte nogle begrænsninger på fansenes drømme.
Ifølge Lasse Nielsen er begejstringen i og omkring Newcastle "helt elektrisk" og leder tankerne tilbage til 90'erne, hvor Newcastle to gange endte på andenpladsen.
- Hvis vi i denne sæson kan nappe en af pokaltitlerne og ende i top-6, vil jeg trods alt sige, at det er en succes. Men det er klart, at hvis vi fortsætter med at spille, som vi gør p.t., så er det ikke urealistisk, at vi kan ende i Champions League, siger Lasse Nielsen.
De fire bedstplacerede hold ved sæsonafslutningen vil få adgang til Champions Leagues gruppespil. Man skal tilbage til 2002 for at finde Newcastles seneste gruppespil i den fineste, europæiske klubturnering. I nyere tid har klubben flere gange kæmpet for at forblive i den bedste engelske række.
Men nu er glæden og troen tilbage blandt Newcastle-tilhængerne, og selvom det ifølge Lasse Nielsen overskygger den baggrund, ejerne har, så tager virakken "spidsen af begejstingen".
- Men hvis man ser bortset fra ejerens historik, så har de givet os en mulighed for at blande os i toppen igen.
- Samtidig har de lavet en fornuftig strategi uden at sprænge banken og hente et hav af stjerner. Det falder i god jord hos fansene, at man ikke bare skiller sig af med alt og bygger noget helt nyt op. Så mister klubben sin identitet, siger han.
Lasse Nielsen forklarer, at den tidligere ejer Mike Ashley var upopulær blandt klubbens fans, da han ifølge fanformanden var uden ambitioner og "kørte klubben i sænk".
- Glæden over at slippe af med ham var større end fokusset på, hvem der købte os. Selvfølgelig er det fedt, at de nye ejere har de penge, de har, men det kunne være hvem som helst, så længe de har nogle ambitioner, siger Lasse Nielsen.
Onsdag kan Newcastle rykke ned på Premier Leagues tredjeplads, hvis Manchester City får point mod Leeds.
Se tabellen herunder.