Fredag begynder den nye sæson af Englands bedste fodboldrække, Premier League.
Og det er ikke kun klubberne, der har haft travlt med at gøre klar til den nye sæson.
Den engelske divisionsforening, Premier League, har også oprustet i kampen mod racisme og diskrimering.
Tirsdag meddelte Premier League, at der til den kommende sæson vil være større straffe for racisme og anden form for diskriminering.
Hvad end det så er mod spillere, klubansatte, dommere eller andre fans på stadion. Både online og offline.
Sanktionerne vil nu omfatte muligheden for permanent udelukkelse fra alle Premier League-stadioner. Det siger direktøren i Premier League, Richard Masters, til Sky Sports.
- Antidiskrimination er en stor prioritet for Premier League og alle klubberne. Vi vil ikke tolerere diskriminerede opførsel på stadion eller online. Vi forsøger at tage så mange forholdsregler som muligt for at håndtere disse problemer.
- Det eksisterer tydeligvis stadig. Det så vi i sommer med hensyn til det engelske landshold, og der skal gøres noget ved det, siger han til Sky Sports.
Hvis man ikke bare vil tage Richard Masters ord for gode varer om, at racisme tydeligvis stadig eksisterer i den engelske fodbolddebat, så kan et dyk ned i Twitters nyligt offentliggjorte undersøgelse af problemet understøtte Masters pointe.
Ifølge undersøgelsen slettede Twitters automatiske værktøjer 1622 racistiske og diskriminerende tweets under EM-finalen og de efterfølgende 24 timer.
Umiddelbart efter EM-finalen, som England tabte efter straffesparkskonkurrence, blev tre af de engelske landsholdsspillere udsat for racisme.
Det var Jadon Sancho, Marcus Rashford og Bukayo Saka, der alle tre brændte deres forsøg i straffesparkskonkurrencen.
Det fik efterfølgende Bukayo Saka til at lave et længere opslag på Twitter, hvori han opfordrede de sociale medier til at gøre mere i kampen mod racisme.
Og netop det er et arbejde, der er begyndt. På Premier Leagues hjemmeside oplyses det, at der samarbejdes med de sociale medier, og flere værktøjer er blevet søsat for at håndtere diskriminering.
Ifølge Premier League-chefen Richard Masters har organisationen presset de sociale medier for at tage større ansvar i kampen mod diskriminering, og samtidig har Premier League også samarbejdet med den engelske regering om bedre lovgivning på området.
Men ifølge Twitter kan problemet med racisme og anden diskriminering ikke løses alene på de sociale medier, selvom Twitter har indført flere proaktive værn mod racistiske tweets.
- Så længe racisme eksisterer offline, vil vi fortsat se folk forsøge at bringe det online. Det er en plage, som teknologi ikke kan løse alene, skriver Twitter i undersøgelsen af racisme under EM.
Premier League tager også skridt mod at løse den offline del af racismen.
- Vi hjælper med fanuddannelse, så de kan forstå den indvirkning, det har på folk omkring dem, særligt spillerne, siger Richard Masters til Sky Sports.
Premier League begynder fredag med kampen mellem Brentford og Arsenal. Efter næsten halvandet år uden tilskuere eller med et begrænset antal må Premier League-klubberne igen fylde stadion.
