Rødt kort og et år i brummen for amatørtackling

Engelske Nathaniel Kerr skal et år bag tremmer efter voldsom tackling i amatørkamp.

Vi har ikke billeder af Nathaniel Kerrs voldsomme tackling, så her en mere stilfærdig en af slagsen fra et møde mellem Manchester City og Tottenham. (Foto: © Justin Tallis, Scanpix)

Det er ikke alt, der sker på banen, der bliver på banen.

Det må en engelsk fodboldspiller sande, da han ikke alene blev udvist for en hård tackling i en amatørkamp, men også er blevet sendt ud af samfundet det næste år.

Det skriver den engelske avis The Guardian.

Den engelske amatørfodboldspiller Nathaniel Kerr, der tidligere er blevet dømt for vold, kan se frem til et år i brummen efter en usædvanlig brutal tackling på en modspiller.

27-årige Kerr sprang i en amatørkamp i august sidste år med begge ben ind en tackling på 30-årige Stuart Parsons, der brækkede anklen to steder. Parsons havde længe inden afleveret bolden og lå på jorden med udstrakte ben, da Nathaniel Kerr kom flyvende ind i den voldsomme tackling.

Ikke en fodboldtackling

Kerr blev efterfølgende udvist, kampen blev afbrudt og Stuart Parsons blev fragtet til hospitalet med helikopter. I rapporten skrev kampens dommer, ’at han aldrig har set sådan en aggressivitet på en fodboldbane’.

Dommer i sagen, Stuart Driver, mente ikke, han havde andet valg end at sende Kerr i fængsel for tacklingen.

- Dette var ikke en for sen eller dårligt timet tackling i en fodboldkamp. Vi taler om et overfald, hvor en mand fløj gennem luften og intentionelt med begge stemplede ned på en anden mands ben.

Stuart Parsons tilbragte flere uger på hospitalet efter tacklingen, hvor han måtte gennemgå flere operationer i sin ankel.