Rørende billede af Thomas Frank og en lille superfan går verden rundt: 'Woody har kun brug for fodbold'

Thomas Frank og Brentford vandt i går sæsonåbneren i Premier League mod Arsenal.

Thomas Frank var efter kampen henne ved 8-årige Woody, der er stor fan af Brentford. (Foto: © Peter Cziborra, Ritzau Scanpix)

Et billede siger mere end tusinde ord, lyder ordsproget.

Ser man ét billede fra Premier League-klubben Brentfords sejr mod Arsenal fredag aften, vil man være tilbøjelig til at give ordsproget ret.

Billedet af den danske fodboldtræner Thomas Frank og Brentford-tilhængeren Woody taler i hvert fald sit helt eget tydelige sprog:

Thomas Frank står i spidsen for den engelske klub Brentford, der fredag aften tog hul på den bedste engelske fodboldrække for første gang siden 1947.

En smule overraskende havde Brentford styr på Arsenal, hvor holdet med tre af klubbens danskere på banen vandt 2-0, hvilket udløste euforisk jubel på hjemmebanen lidt uden for London.

Og specielt ovenstående billede af Thomas Frank og Brentfords 8-årige superfan Woody er blevet delt igen og igen på de sociale medier dagen derpå.

Episoden mellem de to blev vist på kampens efterfølgende tv-billeder. Her ville jublen på både banen og lægterne ingen ende tage, ligesom fans stod og græd glædestårer over Brentfords præstation i sæsonens første kamp.

Sejren betød også en hel del for Thomas Frank, der efter kampen forblev på banen for at juble med spillerne og hilse på fansene. Betydningen af sejren beskrev han på et pressemøde efter kampen.

Der var store smil efter kampen. Her ses Thomas Frank foran den danske forsvarsspiller Mads Bech Sørensen. (Foto: © Peter Cziborra, Ritzau Scanpix)

- Den var en kombination af mange ting. Sæsonens og vores første kamp i Premier League, aftenkamp, fuldt stadion og en toppræstation.

- Alle, som var på stadion, vil aldrig glemme denne dag, og jeg er stolt af at være en del af det, sagde Thomas Frank.

Men tilbage til 8-årige Woody.

For fodbolden og især Brentford betyder alt for ham. Han har downs syndrom, og for ham og moderen, Natalie O'Rourke, giver turene til Brentfords kampe på stadion et pusterum fra hverdagen.

- Fodbolden er et frirum for os. Det er et frirum for mig som mor fra mit normale liv. Jeg kan glemme alt andet, når jeg er der, fordi jeg ved Woody er okay.

- Folk accepterer ligesom bare, hvem han er, siger hun til den britiske tv-station BBC.

Woody var på plads, da Brentford spillede sig i den afgørende kamp om en plads i Premier League. (Foto: © Mark D. Fuller, SIPA/Ritzau Scanpix)

Sådan har det ikke altid været. Kærligheden mellem Brentford og Woody blev nemlig styrket tilbage i 2018, da Woodys mor skrev på Facebook, at han var blevet afvist til en fodboldtræning på grund af, hvem han var.

Klubben inviterede på baggrund af opslaget en stolt Woody med til indløb til en kamp mod Reading, hvilket startede forbindelsen mellem klubben og Woody, som nu er blevet et klubikon.

Fredag aften var han, som billedet antyder, igen til fodbold på Brentfords hjemmebane, og det kom til at blive en lang aften, som moderen forudsagde, da hun talte med BBC før kampen.

- Normalt vil Woody ikke forlade stadion, før han har hilst på dommeren, begge linjedommere og alle spillere fra de to hold, fortæller hun.

Det sidste blev dokumenteret efter kampen, hvor Woody i hvert fald både fik hilst på Thomas Frank og målscorer Christian Nørgaard.

Der var også plads til en highfive af danske Christian Nørgaard til Woody efter kampen. (© Nick Bruzon)

Og det betyder noget for den unge fan at tage til fodbold, hvor han elsker at hilse på de andre fans i toget og ude foran stadion.

- Det er nok for ham at have fodbolden. Det er det eneste, han behøver. Woody behøver kun fodbolden. Det er alt, fortæller Woodys mor.

Brentford skal igen i aktion på lørdag, hvor modstanderen er Crystal Palace og danske Joachim Andersen, som lørdag fik debut for den engelske klub.