Russisk rigmand sætter Chelsea til salg - kommer efter et stigende pres

Den russiske rigmand Roman Abramovich vil sælge den engelske fodboldklub Chelsea.

Den russiske rigmand har ejet Chelsea i næsten 20 år. (Foto: © Andy rain, Ritzau Scanpix)

Efter næsten tyve år med en russisk ejermand, skal der snart skrives et nyt kapitel i fodboldklubben Chelseas historie.

Den russiske oligark Roman Abramovich vil nemlig sælge den engelske Premier League-klub. Det oplyste Chelsea tirsdag aften på sin hjemmeside.

I Abromovich' knap 20 år som Chelsea-ejer har klubben nydt stor succes. På herresiden er det blandt andet blevet til fem engelske mesterskaber og to Champions League-titler. Derudover har Chelseas kvindehold også haft stor succes, mens Roman Abramovich har været ved roret.

Klubben har vundet den engelske liga fire gange og nåede endda også til Champions League-finalen med Pernille Harder i angrebet i seneste sæson.

Efter Ruslands militære invasion af Ukraine overdrog han i sidste uge ledelsen af klubben, og nu har han altså også tænkt sig at sælge nøglerne til den engelske klub som følge af situationen.

- Som jeg tidligere har sagt, har jeg altid truffet beslutninger i Chelseas bedste interesse. Med den øjeblikkelige situation taget i betragtning har jeg truffet en beslutning om at sælge klubben, siger Roman Abramovich ifølge Chelseas hjemmeside.

Beslutningen om at sælge Chelsea kommer i kølvandet på, at man Storbritannien har indført flere sanktioner mod russiske banker og højtstående embedsmænd.

Derudover har Chris Bryant, der er medlem af det britiske parlament for Partiet Labour, opfordret klubben til at afsætte russeren som ejer af Chelsea. Blandt andet fordi han tidligere har været beskyldt for at have ageret finansiel mellemmand for Vladimir Putin.

At russeren onsdag annoncerede sin hensigt om at sælge klubben, kommer derfor ikke bag på DR Sportens fodboldekspert, Andreas Kraul.

- Hvis man ser på de seneste dages reaktioner i England, så er det ikke overraskende. Der har været et stigende pres på sanktioner over for mange af de ekstremt rige russiske forretningsfolk i London og især Abramovic har været nævnt en del gange, siger Andreas Kraul.

Roman Abramovich købte Chelsea i 2003. (Foto: © ALESSANDRO BIANCHI, Scanpix Danmark)

I sidste uge bukkede russeren til dels under for presset og annoncerede, at han ville overlade styringen af klubben.

Men presset fortsatte, og fodboldeksperten tror ikke, at hverken Abramovich eller Chelsea så andre løsninger til sidst.

- Hans forsøg med at overlade ansvaret til en fond var ikke stærkt nok, så et salg var allerede på rygteplan eneste mulighed, siger fodboldeksperten.

Donerer overskud til krigsofre

Russeren forlader derfor snart den engelske klub. Og når han gør det, kommer overskuddet fra salget til at gå til ofrene i krigen i Ukraine.

Chelsea oplyser nemlig, at der oprettes en fond, som donationen skal gå til.

- Det har aldrig drejet sig om forretning eller penge for mig, men for passionen for spillet og klubben, siger Abramovich ifølge Chelseas hjemmeside.

Modsat salget af klubben kommer udmeldingen om donationen bag på Andreas Kraul.

- Hans løfte om at donere overskuddet ved et salg af Chelsea til krigens ofre i Ukraine er nok noget af det mest overraskende, fordi det tilsyneladende går så direkte mod Rusland og Putin, siger han.

Donationen vidner dog også om, at russerens ord om aldrig at have drevet klubben for pengenes skyld holder vand.

- Man kan sige, at han har været trofast over for sin klub, og han er ikke blevet stemplet for udelukkende at være i Chelsea for egen vindings skyld, siger Andreas Kraul.

Roman Abramovich har været vidne til flere store successer, siden han overtog ledelsen af klubben. Sidste år vandt klubben Champions League-trofæet. (Foto: © Ben Stansall, Ritzau Scanpix)

Abramovich, der ejer den britiske investeringsfond Millhouse LLC, har dog også skudt massive pengemængder ind i klubben.

Og han har da også fået valuta for pengene.

Med 18 store trofæer i cirka 18 og et halvt år, har klubben med russeren ved roret været mere succesfuld end nogensinde før, mener fodboldeksperten.

- Da Abramovic trådte ind ad døren på Stamford Bridge var Chelsea et knoklende midterhold i Premier League – lysår fra for eksempel Manchester United, siger Andreas Kraul.

- Han efterlader nu klubben som forsvarende vindere af Champions League – det ypperste i europæisk fodbold.