Kasper Schmeichel spillede en vigtig rolle, da Leicester hjemme på King Power Stadium rundede et fantastisk 2015 af med uafgjort mod Manchester City.
Siden den 2. maj har klubben kun tabt to gange i 23 kampe, og med 39 point efter de første 19 runder i denne sæson har Claudio Ranieris mandskab transformeret sig fra en af favoritterne til nedrykning til at bejle til en plads i Europa.
I hvert fald at dømme ud fra tabellen, for spillerne er mere tilbageholdende med at tale sig ind i mesterskabskampen.
Det er kedeligt, men det handler om at tage en kamp ad gangen. Intet er vundet i december, siger den danske målmand til det engelske medie BT Sport.
- Vi får se, hvor langt vi kan gå. Vi tager en kamp ad gangen, og så forsøger vi bare at samle så mange point som muligt.
- Vi er godt hold, det har vi bevist i slutningen af sidste sæson og halvvejs igennem denne, hvor vi stadig er med i toppen, siger han.
Skuffelse i Leicester
Kasper Schmeichel, der har haft en fremragende sæson som en af de bærende spillere på Leicesters hold, leverede mod Manchester City igen en fornem indsats med en række vigtige redninger. Blandt andet før pausen, da han kom hurtigt ned til en afslutning fra Raheem Sterling, som han fik verfet forbi mål.
Han blev af BT Sport kåret til kampens bedste spiller, men det ændrede ikke på, at han og holdkammeraterne ikke var tilfredse med at gå fra banen uden sejren.
- De havde nogle chancer, og det havde vi også. Vi er lidt skuffede, men sådan går det nogle gange. Vi tager et point, og at vi holdt målet rent, og så skal vi videre, lyder det fra landsholdskeeperen til BT Sport efter kampen.
Ser man på alle de kampe, der er spillet i Premier League i 2015, ligger Leicester på fjerdepladsen med 19 sejre, 10 uafgjorte og ni nederlag. Kun Tottenham, Manchester City og Arsenal har præsteret bedre i de sidste 12 måneder.