Med transfervinduets lukning tirsdag bekræftede Manchester United på klubbens hjemmeside, at man henter Monacos franske landsholdsangriber Anthony Martial.
Den blot 19-årige angriber menes ifølge britiske kilder at koste svimlende 369 millioner kroner, og han har fået en fireårig kontrakt med option på yderligere et år.
https://twitter.com/ManUtd/status/638746718717255681
Passer pengene, er Martial den dyreste teenager i engelsk fodboldhistorie, og Martial er da også glad.
- Jeg har altid ønsket at spille i Premier League, og at skifte til den største klub i verden er, hvad alle unge fodboldspillere drømmer om. Jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater og arbejde sammen med Louis van Gaal (United-manager, red.), som har opnået så meget i sin karriere, siger Martial til Uniteds hjemmeside.
Anthony Martial kom til Monaco fra Lyon i 2013, og han har siden scoret 15 gange for Monaco. Han blev for nylig udtaget til det franske landshold for første gang.
/ritzau/