VIDEO Bendtner præsenteret i Nottingham Forest

Den danske angriber blev meget hurtigt tiltrukket, da Nottingham Forest meldte sin interesse.

Nicklas Bendtner ser frem til at få gang i sin fodboldkarriere igen.

Det slog danskeren, der har været klubløs i over fire måneder, fast, da han onsdag deltog i et pressemøde i sin nye klub, Nottingham Forest.

- Jeg ønskede at komme tilbage til England. Da vi hørte om interessen fra Forest, blev vi interesserede med det samme.

- Den måde, jeg spiller på, og den måde, Forest spiller på, er et rigtig godt match, tænker jeg.

- Jeg kunne være taget andre steder hen, men mit hovedmål var at komme til England, siger Nicklas Bendtner, der har fået en toårig kontrakt.

Den 28-årige dansker har tidligere spillet i den næstbedste engelske række, Championship, da han i 2006/2007-sæsonen var udlejet fra Arsenal til Birmingham.

Danskeren spillede senest en turneringskamp, da han 6. februar var i Wolfsburgs startopstilling i bundesligakampen mod Schalke 04.

Den 25. april valgte Wolfsburg at ophæve kontrakten med danskeren.

/ritzau/