Villa-manager: Jores Okore nægtede at sidde på bænken

​Aston Villa-manager Eric Black fortæller, at Jores Okore nægtede at sidde på bænken i opgør mod Bournemouth.

Jores Okore er kommet på kant med Villa-manager Eric Black. (Foto: © Ed Sykes, Scanpix)

Forsvarsspilleren Jores Okore er i øjeblikket ikke en del af Aston Villas førsteholdstrup.

Ifølge klubbens manager, Eric Black, er årsagen, at danskeren for to uger siden nægtede at sidde på bænken, da Premier Leagues bundprop på hjemmebane mødte Bournemouth. Det oplyser Aston Villa fredag på Twitter.

Uden den danske midterforsvarer på holdet tabte Aston Villa opgøret mod Bournemouth med 1-2.

For en uge siden blev Aston Villas skæbne i bunden af rækken beseglet, da holdet - igen uden Okore - tabte til Manchester United.

Nederlaget til United betyder, at Birmingham-klubben ikke længere kan redde sig fri af nedrykning.

Bekræfter samtale

23-årige Jores Okore oplyste tidligere på ugen til BT, at han havde talt med manager Eric Black omkring sin situation på holdet.

Danskeren mente, at han havde gjort sig fortjent til mere spilletid, men manageren var ikke tilfreds.

- Der er lige nu en situation mellem mig og manageren.

- Jeg har sagt tingene lige ud til ham, og det har så resulteret i, at jeg ikke er en del af førsteholdstruppen lige nu, sagde Jores Okore onsdag til BT.

Aston Villa møder lørdag Southampton i Premier League.

/ritzau/