I går blev det annonceret, at angriberen Romelu Lukaku skifter fra Everton til Manchester United, og i dag går trafikken så den anden vej.
Wayne Rooney vender hjem til sin barndomsklub, hvor han som 16-årig begyndte karrieren som et af engelsk fodbolds største talenter.
Everton bekræfter på sin hjemmeside, at Wayne Rooney har underskrevet en toårig kontrakt med Liverpool-klubben, som han fra 2002 til 2004 spillede 77 kampe og scorede 17 mål for.
323 scoringer
Evertons hollandske manager, Ronald Koeman, glæder sig over tilføjelsen til spillertruppen.
- Han elsker Everton og var desperat efter at komme tilbage. Han er stadig kun 31 år, og jeg tvivler ikke på hans kvaliteter, siger han.
Wayne Rooney er en af de mest vindende engelske fodboldspillere, og i sine 15 år som professionel har han vundet fem mesterskaber, en FA Cup, ligacuppen tre gange og verdensmesterskabet for klubhold og undervejs scoret 323 mål.