Zanka nettede i Solskjærs hjemmebanedebut

Ole Gunnar Solskjær fik managerdebut på Old Trafford med 3-1 over Huddersfield, for hvem "Zanka" scorede. Christian Eriksen scorede også for Tottenham.

Mathias 'Zanka' Jørgensen scorede for Huddersfield, der også havde Philip Billing og Jonas Lössl på banen, i nederlaget på 1-3 til Manchester United. (Foto: © Oli Scarff, Scanpix)

Ole Gunnar Solskjær fik onsdag en resultatmæssig perfekt hjemmebanedebut som manager for Manchester United, da hans mandskab besejrede Huddersfield med 3-1.

Dermed har United vundet begge kampe, efter at nordmanden kom til.

Nemanja Matic bragte hjemmeholdet foran, da han let sendte en retur fra et reddet hovedstød over stregen efter 28 minutter.

For Huddersfield startede både Jonas Lössl, Mathias "Zanka" Jørgensen og Philip Billing, og sidstnævnte havde en afslutning i sidenettet tæt på pausefløjtet.

Også i anden halvleg bød gæsterne ind efter en scoring, men da Paul Pogba gjorde det til 2-0 efter et godt gennemspillet angreb i det 64. minut, kunne Ole Gunnar Solskjær gøre klar til at få endnu et af de mange rygklap og varme hilsner, som har fulgt ham, siden han afløste José Mourinho på managerposten.

Pogba fjernede nemlig al spænding efter 78 minutter, da han scorede til 3-0 på et langskud.

Mathias "Zanka" Jørgensen scorede Huddersfields trøstmål et minut før tid.

Eriksen åbnede målfest

I toppen af Premier League har Tottenham 45 point, efter at Christian Eriksen scorede i 5-0-ydmygelsen af Bournemouth, mens Liverpool med en 4-0 sejr over Newcastle øgede forspringet i toppen til seks point og har 51 af slagsen.

Christian Eriksen, Son Heung-min og Lucas Moura fjernede med scoringer i første halvleg hurtigt al spænding i hjemmekampen mod Bournemouth.

I anden halvleg satte Harry Kane og Son Heung-min punktum.

Eriksens mål var hans tredje i sæson og kom i stand via et afrettet skud fra distancen.

/ritzau/