Brøndby-angriber misser Cypern-kamp

På grund af et maveonde er Ronnie Schwartz ikke med, når Brøndby torsdag spiller returkamp mod Omonia Nicosia.

Ronnie Schwartz har fået et mavonde og misser kampen mod Omonia. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Brøndby-træner Thomas Frank må se bort fra flere spillere, når han torsdag skal sammensætte holdet, der skal spille returkamp på udebane mod Omonia Nicosia i kvalifikationen til Europa League.

Angriberen Ronnie Schwartz er nyeste skud på stammen af ukampdygtige spillere på den københavnske vestegn.

Lejesvenden fra franske Guingamp er ramt af et maveonde og er derfor ikke med i kampen på Cypern.

Skader på flere centrale pladser

Midtbanespilleren Christian Nørgaard er derimod kommet sig ovenpå sin periode med sygdom, men han er endnu ikke frisk nok til at spille på førsteholdet.

Derfor er han blevet hjemme for at træne med henblik på at kunne spille reserveholdskamp på mandag mod FC København.

I forvejen er landsholdsanfører Daniel Agger ude i flere uger på grund af en skade, mens også Thomas Kahlenberg er ukampdygtig.

Torsdagens kamp begynder klokken 18. Det første møde i Brøndby sluttede uden scoringer.

/ritzau/