Chokeret FCK-træner hudfletter forbund: 'Hvorfor har vi spillet denne kamp?'

Det er på ingen måde forsvarligt at spille en europæisk kamp i Tyrkiet, siger Ståle Solbakken.

Ståle Solbakken var alt andet end tilfreds med Uefa's håndtering af FCK's kamp i Tyrkiet. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Flere fodboldligaer og kampe er de seneste dage blevet aflyst, suspenderet eller udskudt på grund af coronavirusset.

Det er også tilfældet i Europa League, men det er ikke alle kampe, som det europæiske fodboldforbund Uefa har valgt enten at udskyde eller lade blive spillet for tomme tribuner.

For FC Københavns tilfælde betød det, at mandskabet skulle flyve til Tyrkiet og spille foran flere tusinde mennesker mod Istanbul Basaksehir, alt imens smittefaren bliver større og større i flere lande - også i Tyrkiet.

Chokeret over Uefa

En situation, som FCK's cheftræner Ståle Solbakken var alt andet tilfreds med. Han ville mere end gerne have haft kampen udskudt. Men ifølge Solbakken var det ikke en mulighed for Uefa.

- Jeg er chokeret over arrogancen i Uefa, og jeg blev endnu mere forarget, da vi kom ned i omklædningsrummet efter kampen og hørte, at fra i morgen skal alle kampe i Tyrkiet spilles uden tilskuere. Det håber jeg virkelig får et efterspil.

- Vi har været i løbende kontakt med Uefa i flere dage, og vi har forsøgt at gøre vores synspunkter gældende om at aflyse kampen, og endda også overvejet, om vi overhovedet skulle stille op uanset hvad.

- Men det har mange konsekvenser i en turnering som denne, både sportsligt og økonomisk, og dermed også for mange andre mennesker, siger Ståle Solbakken til FCK's hjemmeside.

Ståle Solbakken var stolt af sine spillere i forhold til hele situationen omkring kampen. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Den norske træner fortæller, at spillerne har haft svært ved at koncentrere sig om kampen på grund af corona-udviklingen herhjemme.

- De har koner og børn, forældre og bedsteforældre, som de tænker på, og i forhold til omstændigheder, er det meget imponerende, at de gik ud og præsterede, som de gjorde i aften. Det vidner om en stærk kollektiv kraft og et stærkt støtteapparat rundt om holdet, siger han.

Uefa skal holde møde tirsdag med alle medlemslande for at diskutere, hvordan europæisk fodbold skal forholde sig til og reagere på spredningen af coronavirus.

FCK tabte det første opgør med 1-0 mod Istanbul Basaksehir få minutter før tid.