Historisk kamp i coronavirussets skygge: FC Københavns glemte opgør i Istanbul

Viktor Fischer kunne have sendt hele FC Københavns trup i coronakarantæne, men er nu i stedet klar til at jagte en historisk triumf mod Istanbul Basaksehir i Europa League.

Viktor Fischer forventer en professionel indsats fra FCK på udebane i Tyrkiet på trods af omstændighederne. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Historisk set er disse uger specielle i FC København.

Pladsen i 1/8-finalen i Europa League er en tangering af, hvor langt klubben tidligere er nået i de europæiske turneringer, og skulle det lykkes samlet at slå Basaksehir fra Istanbul over to kampe, vil det være en markant triumf både på kort sigt og i forhold til dansk klubfodbolds placering på den europæiske rangliste.

Alligevel er det i øjeblikket meget få overskrifter, FCK-holdet har trukket. Coronavirusset fylder både i samfundet generelt og i høj grad også i fodboldens verden.

- Det kan godt føles som en glemt kamp, vi skal spille hernede, lyder det fra Viktor Fischer, da DR Sporten onsdag fangede ham på telefonen fra Istanbul, inden regeringen senere på dagen indførte yderligere tiltag for inddæmningen af coronavirus.

Sevilla og AS Roma samt Inter og Getafe skulle også have været i aktion i aftenens spillerunde i Europa League, men på grund af frygten for virusspredning er kampene blevet udsat.

FC Københavns kamp i Istanbul spilles dog som planlagt. Det blev besluttet på et sikkerhedsmøde mellem Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, FCK, Basaksehir og kampens dommer William Collum.

- Førsteholdet er fortsat i Tyrkiet, og der er for nuværende ingen ændringer fra UEFA for i forhold til, at kampen gennemføres, hvorefter holdet planmæssigt flyver hjem i aften, skriver FCK i en pressemeddelelse.

Fischer indirekte tæt på corona

Sammen med resten af FCK-truppen er Fischer rejst til Tyrkiet i et lille privatchartret fly og har stort set ikke været i kontakt med andre end hinanden. Samtidig har de naturligvis sagtens kunnet følge med i nyhedsstrømmen omkring den lille fodboldboble.

- Resten af Danmark er meget naturligt og helt forståeligt i en form for standbytilstand, og man kan især også mærke det i forhold til fodbold-Europa, men vores kamp bliver altså afviklet, og så må vi som spillere være professionelle og søge vores chance, lyder det fra Viktor Fischer, der selv indirekte har været meget tæt på coronavirusset.

Offensivspilleren med 21 landskampe for Danmark var forrige uge inviteret med til Christian Poulsens 40-års fødselsdag i Amsterdam, hvorfra tidligere landsholdsspiller, Thomas Kahlenberg, vendte hjem med coronasmitte.

Det havde potentielt kunnet sætte hele FCK-truppen i karantæne, men Viktor Fischer deltog ikke i fødselsdagen.

- Det bringer selvfølgelig pludselig det hele rimelig tæt på, men ellers er vi meget isoleret som gruppe i den her tid. Vi rejser, spiser, træner og bor isoleret sammen i den her lille FCK-gruppe, mens vi selvfølgelig også følger alle anvisninger om øget fokus på hygiejne osv., fortæller Viktor Fischer.

Unik mulighed for at skrive historie

Han landede sammen med holdkammeraterne allerede tirsdag formiddag i Istanbul for at forberede sig optimalt til mødet torsdag aften med øjeblikkets førerhold fra den tyrkiske liga.

- Det er en unik mulighed for at skrive historie i FC København, som vi står med, men omvendt er vi også bevidste om, at det er godt hold, vi skal op imod. Basaksehirs placering i ligaen viser, at det ikke bare er en klub, der kun har satset på Europa League, men har præsteret stabilt i begge turneringer, lyder det fra Viktor Fischer, der godt kunne tænke sig, at det samme gjaldt for FC København.

- Vi har været gode til at hæve niveauet til kampene i Europa, så det regner jeg også med mod tyrkerne, men så må vi også vise, at vi kan gøre det den anden vej og på samme måde hæve niveauet i Superligaen, selv om der lige nu er tomme tribuner og 12 point op til FC Midtjylland.

FCK har været ustabile i Superligaen, men i Europa League har de imponeret. (Foto: © ROBERT PERRY, Scanpix)

Viktor Fischer har selv været ude med en skade i hele begyndelsen af forårssæson siden de første testkampe i 2020 og har derfor kun spillet de cirka 15 minutter, han fik i slutfasen, da københavnerne søndag tabte 0-1 på hjemmebane i Parken til AC Horsens.

- Nu handler det om langsomt at spille sig ind på holdet og banen igen, og forhåbentlig bliver jeg stærkere og stærkere. Jeg vil sindssygt gerne ind og hjælpe holdet både her i Europa, men også i Superligaen. Selv om der er langt op til Midtjylland, må vi ikke selv stoppe med at tro på det.

Kampen mellem Istanbul Basaksehir og FC København kan høres i LIGA på P3 med optakt fra klokken 18.00. Kick off i Tyrkiet er 18.55. På tv sendes opgøret på 6’eren.