OVERBLIK Sådan ser FC Midjyllands chancer ud

Canal 9's fodboldkommentator spår, at FC Midtjylland får det svært i Europa League.

Anfører, Kristian Bach Bak, og FC Midtjylland tager i aften fat på dette års Europa League-gruppespil for første gang i klubbens historie. (Foto: © Lars Ronbog, 2015 Lars Ronbog)

I aften gælder det åbningen af dette års Europa League-gruppespil. Her er FC Midtjylland en del af det fornemme selskab af Europa League-deltagere for første gang i klubbens historie, efter de på flotteste manér sendte Premier League-mandskabet Southampton ud af turneringen. Der venter midtjyderne seks spændende kampe mod SSC Napoli, danskerdræberne Club Brugge og polske Legia Warszawa.

Få her et overblik over FC Midtjyllands modstandere krydret med Canal 9's fodboldkommentator Zak Egholms bud på, hvordan det vil gå for ulvene fra Herning, når Europa League-gruppespillet bliver sparket i gang.

SSC Napoli

Den argentinske fodboldstjerne Gonzalo Higuain er en af mange spillere, som forsvaret hos FC Midtjylland skal holde et vågent øje med. (Foto: © Carlo Hermann, Scanpix)

Den vel nok sværeste modstander for FC Midtjylland ligner den italienske klub fra havnebyen Napoli. Selvom klubben ikke ligner det storhold, som i sæsonen 12/13 med spillere som Edison Cavani og Ezequiel Lavezzi på holdkortet endte som nummer to i den italienske liga, indeholder mandskabet stadig masser af kvalitet. Den største stjerne på det nuværende hold må være den gamle Real Madrid-spiller Gonzalo Higuain, der i sidste sæson scorede 18 mål i Serie A og syv i Europa League-turneringen. SSC Napoli spillede da også Champions League-fodbold sidste år, og selvom holdet røg ud af turneringen endte de med at nå semi-finalen i Europa League, hvor de til sidst måtte se sig slået af finale-deltagerne Dnipro Dnipropetrovsk.

- Napoli er, som det ser ud, kommet dårligt fra start i Serie A og virker ikke på toppen af formen, men Napoli har altså spillere som Hamsik, Higuain og Insigne, der er med omkring det italienske landshold, så der er virkelig nogle stærke spillere. Det er et stærkt hold, der ligner en for stor mundfuld for FC Midtjylland, vurderer Zak Egholm.

Club Brugge

Club Brügge har haft for vane at sende danske hold ud af Europa League, hvor det senest gik ud over AaB. (Foto: © Lars Ronbog, 2015 Lars Ronbog)

Ser man på de seneste års kampe, som danske hold har spillet mod Club Brugge, er det belgiske storhold vel næsten den værste modstander, som de midtjyske ulve kunne trække. Brøndby IF har prøvet, FCK har prøvet og AaB har prøvet, men ingen af holdene har endnu slået Club Brugge. Faktisk har Club Brugge vundet sammenlagt 16-2 over de seneste seks kampe mod danske hold. Så der venter uundgåeligt nogle svære kampe, når FC Midtjylland møder belgierne. Club Brugge har tradition for at spille Europa League, hvor holdet de seneste 10 sæsoner kun har misset ét enkelt europæisk gruppespil. Holdet endte sin Europa League-skæbne i kvartfinalen, hvor holdet måtte se sig slået af samme modstander som SSC Napoli – nemlig Dnipro Dnipropetrovsk.

- Club Brugge er en møg irriterende størrelse. De har jo klart været bedre, end de danske hold, de har mødt. Og det er jo ikke engang et belgisk mesterhold. Vi skal tilbage til 2005 for at finde det seneste mesterskab, men alligevel har de sat danske hold eftertrykkeligt til vægs. Så det vidner om, at der har været stor substans i holdet. Jeg tror godt, at FC Midtjylland kan drille Club Brugge i Herning, men på udebane bliver det enormt svært, mener Zak Egholm.

Legia Warszawa

De polske fans fra Legia Warszawa er kendte for at yde en udsædvanlig god opbakning. Så der venter FC Midtjylland en stor oplevelse, når de skal til polen og spille. (Foto: © Paolo Bruno, 2013 Getty Images)

Det polske hold Legia Warszawa må betegnes som det hold, FC Midtjylland har de bedste muligheder mod. Specielt hjemme på MCH Arena, skal Jess Thorup og co. gå efter at få point på kontoen. For der venter nemlig en heksekedel, når FC Midtjylland skal på besøg på det kompakte stadion i det indre Warszawa, hvor klubben er kendt for at have mange medlevende fans. Klubben har haft stor succes i den hjemlige liga de seneste par sæsoner. Selvom det blev til en andenplads sidste sæson, vandt holdet det polske mesterskab i 12/13 og 13/14. Legia Warszawa har i år været godt kørende i Europa League, hvor de vandt samtlige seks kvalifikationskampe, hvor polakkerne i fem af kampene endte med at holde buret rent.

- Det er et fysisk stærkt hold, der er veltrænet, og de klaskede Celtic ud af Champions League-kvalifikationen sidste sæson, men tabte på skrivebordet. Så Legia Warszawa er en størrelse, der ikke må undervurderes. På papiret ser det ud som om, at kampene mod polakkerne er nøglekampene, der skal vindes, hvis FC Midtjylland skal videre fra den her gruppe, men jeg må tilstå, at jeg ser Legia Warszawa som lidt af en dark horse, fortæller Zak Egholm.

Spådom

Hvordan det kommer til at gå for Jess Thorups tropper må tiden vise, men spørger man Zak Egholm, bliver det mere end svært, hvis FC Midtjylland også på den anden side af nytår skal ud og spille europæisk fodbold.

- Jeg synes, at FC Midtjylland er et kapitel for sig i dansk fodbold i øjeblikket, og i de kampe, de spillede både ude og hjemme mod Southampton, der viste de internationalt snit og stabilitet. Så det var en fornøjelse, men det vil stadig være en kæmpe præstation, hvis holdet går videre.

Den første kamp, som spilles mod Legia Warzsawa torsdag aften, kan følge på Canal 9 og i LIGA på P3.