Parken er udsolgt til europæisk lokalderby: ’Jeg glæder mig som et lille barn’

Der venter et stort opgør i aften i København, når FCK tager imod Malmø FF i Europa League.

Andreas Bjelland er klar til et stort brag i Parken mod Malmø FF. (Foto: © GIAN EHRENZELLER, Scanpix)

Fodboldspillere ånder for sådan en kamp, der venter i aften i Parken. Stadion er udsolgt, og det bliver ikke meget mere lokalt, selvom holdene er fra forskellige lande.

FC København og Malmø FF skal i den sidste kamp i gruppespillet efter alt at dømme kæmpe om det videre avancement i Europa League, og det gør bare opgøret mellem de to hold ekstra spændende.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver fantastisk. Der er ikke udsolgt så tit i Parken, så vi glæder os. Der er altid et eller andet over de europæiske aftener, når vi spiller herinde, forklarer FC Københavns forsvarsspiller Andreas Bjelland.

- Jeg glæder mig faktisk som et lille barn. Det kribler lidt i mig for at komme i gang. Det bliver et lokalderby med flere danskere, som man har kendskab til, forklarer han.

Bjelland henviser til Anders ’AC’ Christiansen, Jonas Knudsen, Lasse Nielsen og Søren Rieks, der alle spiller for den svenske klub.

I det første opgør mellem de to hold, som endte 1-1, var intensiteten utrolig høj både på og uden for banen, og Andreas Bjelland forventer det samme igen i aften.

  • BILLEDER FRA FØRSTE OPGØR Andreas Bjelland var også med i det omvendte opgør i Malmø, der endte 1-1. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)
  • BILLEDER FRA FØRSTE OPGØR Markus Rosenberg spiller sin sidste kamp i karrieren torsdag aften i Parken. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)
  • BILLEDER FRA FØRSTE OPGØR Det var danske Lasse Nielsen, som scorede selvmål for Malmø FF i den første kamp. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)
  • BILLEDER FRA FØRSTE OPGØR Der var mange tætte dueller i den første kamp. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)
1 / 4

- Det er ligesom, når vi spiller mod Brøndby. Der er en ekstra nerve omkring det. Der er en derbystemning. Det er europæisk og lokalt, så det er bare noget specielt, forklarer han.

FC København går videre, hvis de vinder eller spiller uafgjort i kampen, mens Malmø FF efter alt at dømme skal ud og hente en sejr i København for at gå videre.

- Det gør det til en finale. Det er det sjove ved fodbold, at der er så meget på spil. Det kan være en fordel for os, at vi kan spille på flere resultater, siger forsvarsgeneralen.

Mens FC København stadig har gang i Superligaen, så stoppede den svenske liga for godt en måned siden. I den periode har Malmø FF kun spillet europæiske kampe og så nogle træningskampe.

Det kan måske vise sig at være en fordel for FC København, der virkelig er i kampform.

- Mange af os er i god forfatning, og vi er inde i en god periode, og de har ligget stille i et stykke tid. De har spillet europæisk og et par træningskampe, men der er noget rytme, som ryger ud af det, forklarer Andreas Bjelland, der dog også påpeger, at Malmø FF måske er ret friske.

Lokalderbyet mellem FC København og Malmø FF starter klokken 18.55, og den kan følges i LIGA på P3, på dr.dk og så kan den ses på 6’eren.