Ung FCK-debutant: En drengedrøm gik i opfyldelse

19-årige Jonas Wind gik uimponeret på banen mod Atlético Madrid i Europa League.

Unge Jonas Wind i hovedstødsduel med erfarne Diego Godin. (Foto: © Sergio perez, Scanpix)

Han bar sine 19 år flot på det enorme Madrid-stadion Metropolitano. Også selv om det var Jonas Winds debut for FC København, som tabte 0-1 til Atltético Madrid og samlet 1-5 i Europa Leagues 1/16-finale.

Den 19-årige Wind var ikke bange for at gå ind i dueller, han viste fint overblik og forsøgte sig også med en afslutning.

- Det var en kæmpestor oplevelse. Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse og så på sådan et stadion. Det var stort, sagde Jonas Wind efter kampen til DR.

Han kom ind 10 minutter før tid og gjorde et fint indtryk mod verdensstjernerne fra Madrid.

- Jeg nåede ikke at tænke, inden jeg skulle ind, det var bare med at komme på banen. Og når man så var dér, var det stort at løbe rundt med store spillere, så det handlede bare om at nyde det, siger han og giver en vurdering af sin egen indsats.

- Jeg synes, jeg gjorde det fint, arbejdede godt og vandt de fleste af mine dueller, men det var da ærgerligt med min afslutning, siger Wind om sin afslutning, der ikke fik fart nok mod det spanske mål.

Nu har den 19-årige angriber fået blod på tanden i forhold til at spille flere kampe for FCK, der skrev fuldtidskontrakt med FCK for bare 14 dage siden.

- Nu vil jeg bare fortsætte med at træne hårdt, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er ikke herre over, om jeg skal spille, men jeg vil gøre mit bedste for at komme med omkring truppen igen, siger han.

Dejligt at spille

En anden, der fik et slags comeback, var Nicolaj Thomsen. Efter et skadesplaget efterår er han tilbage i FCK-truppen og startede inde for første gang i foråret.

- Det var dejligt at spille igen. Jeg har savnet at få minutter i benene og vise, hvad jeg kan. Når man ikke har spillet så lang tid, som jeg har, tager det tid. Det kommer ikke på én kamp og slet ikke mod Atletico Madrid, siger Thomsen.

- Men jeg synes, jeg viste, hvad jeg kan, og jeg havde god ro på bolden. Jeg synes, jeg slap ok igennem kampen, siger han.

På trods af det samlede, store nederlag har oplevelsen mod et af verdens bedste hold været fin, mener Nicolaj Thomsen.

- Alt i alt var det en god oplevelse. Atlético falder måske lidt i kadence i aften, fordi de ved, de har sejren, og derfor havde vi bolden også lidt ekstra, hvilket var dejligt at få lov til på deres stadion, siger han og fortsætter:

- Det er ekstra sjovt at spille mod så store spillere, også selv om resultatet var, som det var. Det var en fed oplevelse at mærke tempoet, de spiller i, og selv om de slækker lidt på speederen, så kan man mærke, at de har et ekstra gear.

Nu, hvor Europa-kampagnen er forbi for FCK, gælder det Superligaen, hvor københavnerne har store problemer og ikke engang er sikret en slutspilsplads.

- Først og fremmest skal vi med i top 6. De kommende kampe bliver meget vigtige, specielt den mod OB på søndag. Vi skal restituere så hurtigt som muligt og levere en stærk præstation på søndag.