Vild måljubel i Brøndbys nedsabling af hjælpeløs modstander

Både Frederik Holst og Rezan Corlu jublede en del mere, end man er vant til at se ved scoringer til 5-0 og 8-0.

Sådan skal en scoring fejres. (Foto: © Anders KjæRbye, Anders Kjærbye/Scanpix)

En scoring til 5-0 efter 23 minutters spil er sjældent noget, professionelle fodboldspillere fejrer med en voldsom jubelscene.

Hvis man altså ikke er Brøndbys Frederik Holst og ikke har set sit navn på måltavlen i mere end tre år.

- Det kom lige fra hjertet, og det var forløsning og glæde, der kom ud der, forklarer han om den sin jubel.

Få meter fra målstregen fik han sat panden på en løs bold, som blev dirigeret den sidste meter ind i det tomme mål på et tidspunkt, hvor det længe havde stået klart, at det sanmarinesiske mandskab absolut intet havde at byde på andet end en spillerdragt i en besynderlig farvesammensætning.

Alligevel tog Frederik Holst sig en glidetur på knæene med et ansigtsudtryk som havde han netop sikret Brøndby deltagelse i Europa League.

Stolt debutant

Den eneste, der kunne matche ham i dybfølt glæde over at score i en kamp, der var nærmest kriminelt ulige, var den 17-årige Rezan Corlu, der fik sin debut for Brøndby.

Efter 66 minutter hamrede han bolden i mål fra distancen til 8-0, og så tog han ellers turen ud til sidelinjen for at give sin træner en krammer.

- Jeg løb direkte ud til Thomas (Frank, red.) for at sige tak til ham og de andre trænere.

- Det er en drømmedebut. Jeg har ventet på det her. Det er dejligt at score foran Danmarks bedste fans. En kæmpe forløsning. Det betyder meget for mig og min familie, og jeg vil gerne dedikere den her scoring til min bror Assad og hele min familie, sagde han til TV3+ efter kampen.

Brøndby spiller returkamp mod AC Juvenes/Dogana om en uge i San Marino.