Fodboldkvinderne fra Fortuna Hjørring skal torsdag aften på en svær opgave, når de ude mod Manchester City skal forsøge at vende et 1-0-nederlag fra det første opgør til en samlet sejr.
Og træneren for de danske mestre er ikke i tvivl om kampens vigtighed.
- Det er en af de største kampe, som flere af de her spillere kommer til at opleve i deres karriere.
- Hvis vi er dygtige og heldige nok til at slå Manchester City og gå videre, så er det noget man vil huske til evig tid. Så det er en stor kamp, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at nå det mål, lyder det fra Brian Sørensen.
Forventer offensive danskere
Manchester City skaffede sig med verdensstjernen Carli Lloyds enlige scoring i Hjørring sig et glimrende udgangspunkt inden aftenens opgør.
Efter sejren i det første opgør er City-træner Nick Cushing forberedt på at møde et dansk hold, der vil gå hårdt efter en scoring.
- Jeg forventer, at Fortuna spiller offensivt. De er tvunget til at score, hvis de skal videre. Vi er forberedte på dette. Vi har ikke lagt en speciel taktik mod Fortuna, men vi vil spille vores eget spil.
- Hvis vi kan fortsætte med at levere, som vi har gjort i de seneste kampe på hjemmebane, hvor vi har domineret kampene og scoret, så ser jeg rigtig gode muligheder for, at vi spiller os videre til semifinalen, vurderer Nick Cushing.
Manchester City og Fortuna Hjørring spiller returkamp i Champions League i aften kl. 20.00, og opgøret kan ses her på dr.dk.