Man skal kigge langt efter grønlandsk fodbold, hvis man spejder fra Danmark eller den øvrige verden.
Man skal kigge langt efter en officiel landskamp for det grønlandske landshold. En grønlandsk stjernespiller? Gode resultater i de få uofficielle landskampe? Unge i bygderne på kanten af et økonomisk og socialt gennembrud?
Og hvad med det medlemskab af Uefa og Fifa, som stadig er et fatamorgana på indlandsisens horisont på trods af, at fodboldforbundet i Grønland har eksisteret siden 1971?
Man skal lede længe for at få øje på grønlandsk fodbold. Det gælder dog ikke for grønlændernes selv. De er i disse år på rekordfart ved at finde sig selv bag den rullende bold; deres egen identitet under fodboldens faner. En national vækkelse med dertil følgende ansvar for fodboldudviklingen.
For to år siden var der ingen fuldstørrelse baner i Grønland. For et år siden var der én. I dag er der fem, og i 2018 vil der stå 11 kunstgræsbaner i fuldstørrelse klar. Anlagt uden hjælp fra DBU eller Uefa eller Fifa.
Fodboldforbundet i landet hedder ikke længere Grønlands Boldspils-Union. Nu hedder det Kalaallit Nunaanni Isikkamik Arsaattartut Kattuffiat, forkortet KAK. En naturlig konsekvens af den øgede, aktuelle selvstændighedsbevægelse i Grønland.
5500 registrerede fodboldspillere ud af ca. 55.000 indbyggere vidner om interessen og potentialet. For første gang spillede klubbernes U17-, U19-, U-21-hold om det grønlandske mesterskab i år, og flere kvinder spiller fodbold i det arktiske land, hvor stort set alle byer har fået en kvindeklub. Samtidig er futsal eksploderet i popularitet i landet, hvor man i bedste fald kan spille udendørs fra juni til august.
Men da formanden for forbundet, John Thorsen, i sommer gik af i protest mod fyringen af den grønlandske landstræner, vaklede grønlandsk fodbold atter under isen. Frygten for, at udviklingen ville gå i stå på grund af intern ballade i forbundet, var reel oven på et par år med bemærkelsesværdige fremskridt i landet.
En udvikling, som har overhalet en samarbejdsaftale med DBU fra 2015 og har gjort medlemskab af Uefa og Fifa endnu mere nærværende. En udvikling, der er kommet bag på DBU, og som har stor betydning for både bredden og eliten i landet.
Overraskende udvikling
Da DBU-formand Jesper Møller i 2011 sammen med den daværende Fifa-præsident, Sepp Blatter, besøgte Grønland, var der ingen fuldstørrelse fodboldbaner i landet. Da Jesper Møller besøgte Grønland i 2016, var der kun én, en kunstgræsbane i Nuuk.
- Der har været et ønske i Grønland om medlemskab i Uefa og Fifa. Det har vi altid bakket op om. Men det, man skal kunne levere, er infrastruktur, og det handler i fodbold om baner, for man skal kunne modtage hold, der kommer derop, siger Jesper Møller.
- Det handler også om, at baner kan udvikle spillere og trænere og skabe en udvikling fra bredden frem mod eliten. Men da jeg var deroppe for et år siden, var der kun én bane, for to år siden var der slet ingen baner, siger Jesper Møller.
Derfor lavede DBU og det grønlandske forbund i 2015 en samarbejdsaftale, der primært bestod i en vision om anlæggelse af fire til seks kunstgræsbaner over hele Grønland. En aftale, der skulle indfris senest 2025, og hvor økonomien skulle findes ved fonde, kommuner og sponsorer, mens en projektleder skulle stå for realiseringen.
Men intet af dét er der brug for nu.
- Den aftale er aldrig kommet i gang. Vi er blevet overhalet af kommunerne her i Grønland, der alle nu etablerer deres egne kunstgræsbaner i fuld størrelse uden om denne aftale, siger formanden for KAK, John Thorsen.
- Der er fem baner allerede klar nu. Og der er seks mere på vej, og det hele ser ud til at stå klar til sommer, så vi kommer til at have 11 kunstgræsbaner inden for kort tid, siger han.
Alle baner er finansieret af de kommuner, der efter en strukturreform i landet i 2009 skrumpede ind fra 18 til fire storkommuner.
- Det er en meget overraskende udvikling, som vi er glade for. Det betyder også, at vi skal have revurderet aftalen med DBU. Vi er kommet så langt i forhold den aftale, at vi skal have en ny aftale, hvilket vi skal snakke med DBU om i det nye år, siger John Thorsen.
Med anlæggelsen af banerne er én af forudsætningerne for medlemskab af Fifa og Uefa opfyldt. En anden er et nationalstadion i Nuuk, hvis opførelse skal besluttes i det grønlandske parlament, hvor det ser ud til, at samtlige partier er positive over for idéen.
- Ifølge vores aftale med DBU skulle kunstbanerne jo have været på plads senest i 2025, og derefter kunne vi indgive en ansøgning. Nu er vi jo forud for planerne, vi kunne slet ikke have drømt om at få de baner, og så kom de pludselig med et fingerknips.
- Nu gør vi en indsats med disse kunstgræsbaner, som var en af betingelserne for at blive optaget i Uefa, og udviklingsmæssigt og uddannelsesmæssigt har vi gang i tiltag med DBU. Og når dét kører, og det kan dokumenteres, hvor stabilt det kører her i Grønland, så søger vi om medlemskab, siger Thorsen.
Racisme mod landstræner
Baner gør det ikke alene. Fodboldforbundet i Grønland er økonomisk og organisatorisk uafhængigt af DBU og har skullet finde dets egne selvstændige ben, som ikke altid har stået stabilt på den frosne jord i den arktiske nation.
I juli truede en krise forbundet, da landstræneren Tekle Ghebrelul blev fyret af bestyrelsen i forbundet. En beslutning, John Thorsen var så uenig i, at han trak sig som formand og forlod grønlandsk fodbold i en periode.
- Stort set hele bestyrelsen besluttede at fyre landstræneren. Jeg mente ikke, at der var noget grundlag for at fyre ham, så derfor gik jeg, siger han.
Tekle Ghebrelul, der stammer fra Eritrea, blev gentagne gange udsat for racisme på sociale medier og af de grønlandske tilskuere, blandt andet blev han på Snapchat afbildet som en bananspisende abe. Samtidig opstod beskyldninger om, at han havde rusket eller slået et barn i forbindelse med en kamp for den klub, han også var træner for.
- Der var en episode, hvor han blev udsat for racisme. I kampens hede tog han til genmæle over for publikum, og derudover skældte han et barn ud. I medierne og de sociale medier udviklede det sig til en historie om, at han havde slået et barn, og det blev en sandhed, at han havde slået et barn, siger Thorsen og fortsætter:
- På den baggrund ville bestyrelsen allerede dengang fyre ham, men jeg vidste, at han ikke havde slået et barn, men at han kun havde skældt det ud. Så han fik en advarsel for at skændes med publikum, siger John Thorsen.
- Derefter kom en ny påstået episode under de grønlandske mesterskaber, der blev afholdt i Nuuk, hvor en linjedommer, lang tid efter turneringen var afviklet, skrev på de sociale medier, at han havde set træneren give en fuckfinger til modstanderen.
- Det tog bestyrelsen for gode varer, så de besluttede, at han ikke kunne fortsætte som landstræner, når han opførte sig på den måde. Forinden havde jeg bedt den pågældende dommer om at indberette episoden og bekræfte, at han havde set det, men det kunne han ikke. Heller ikke andre havde set det, fortæller Thorsen.
- Jeg sagde til bestyrelsen, at der er ikke var kød på sagen, og at vi ikke kunne fyre ham på grundlag af det her, men da de gjorde det, trak jeg mig. Jeg vidste jo godt, at hvis jeg blev, ville jeg skulle tage imod alle skuddene, for jeg var jo uenig i beslutningen, siger han.
- Bestyrelsen ville af med landstræneren, fordi de mente, at der var for meget uro omkring ham. Efter min mening var der slet ikke hold i beskyldningerne, de øjnede bare en mulighed for at komme af med ham. Han er en livlig træner og kan være irriterende over for dommere og modstandere, og det kunne man ikke lide, siger Thorsen.
I oktober blev John Thorsen kontaktet af flere lokalunioner, der opfordrede ham til at vende tilbage som formand, da man var utilfreds med den siddende bestyrelse.
- Men jeg ville ikke vende tilbage til den pågældende bestyrelse. Det viste sig så, at stort set hele bestyrelsen ikke ville genvælges, og derfor ville jeg gerne med igen. Jeg fik en helt ny bestyrelse med mig, og vi kunne arbejde videre, siger John Thorsen.
Tekle Ghebrelul kaldte i juli anklagerne mod ham ”det pure opspind” og var chokeret over, at man fyrede ham uden at høre hans holdning.
Inspiration fra Island
I øjeblikket løfter temperaturen om dagen i Nuuk sig ikke over minus fem grader. Men roen er genoprettet og optimismen gødet i grønlandsk fodbold, hvor assistenten under Ghebrerul, René Olsen, er blevet landstræner, efter at også han forlod grønlandsk fodbold i protest over fyringen af Ghebrelul.
KAK kan se frem til en ny samarbejdsaftale med DBU, John Thorsen kan så småt begynde de indledende øvelser til en ansøgning til Uefa og Fifa, og de grønlandske spillere kan endelig spille fodbold på 11 fuldstørrelse baner over hele Grønland.
- Vi fik den første bane for et år siden, så det er for tidligt at sige, hvad det har betydet for spillet. I sommer blev grønlandsmesterskabet for første gang afholdt på kunstgræs, og det var et helt andet spil, man så. Det spil vil vi kunne udvikle, når mange flere spiller på de baner, siger Thorsen.
Derudover kan man nu afholde mesterskaberne i andre byer end Nuuk, hvilket eksempelvis var tilfældet i sommer, hvor de grønlandske mestre blev fundet i byen Queqertasuaq på Diskoøen i det vestlige Grønland. Mesterskaber, der bliver afholdt som en miniturnering over en uge og ikke i form af en liga.
- En ugentlig ligaturnering vil blive svær at skabe for os, når man skal sejle eller flyve i otte timer for at møde andre klubber. Økonomisk bliver det en meget tung byrde at lave en regulær liga, siger John Thorsen.
Netop økonomien er et ømt punkt i forbundet, der har underskud i år. Forbundet modtager ikke støtte fra DBU, men får tilskud fra Grønlands Idrætsforbund, der svarer til DIF, og samtidig får man støtte fra Elitesport Greenland, der svarer til Team Danmark, og som især støtter futsal-landsholdet.
Men med udsigten til at blive optaget i Fifa og Uefa vil økonomien også blive af en anden størrelse, end det man opererer med nu.
- Vi modtager ikke økonomiske midler fra DBU, men det har vi heller ikke bedt om. Vi klarer os med de små midler, vi har. DBU har været gode til at sende instruktører til uddannelse af dommere og trænere til næsten ingen priser, hvilket også er en form for støtte, siger John Thorsen og fortsætter:
- Vi kigger på Island og Færøerne. Da de kom ind i Fifa og Uefa, fik de udviklingsmidler til at udvikle yderligere, så de kunne få kunstgræsbaner i stort set i alle byer, og det har været en stor succes for dem. Bare se hvad Island opnåede ved EM i Frankrig. Den udvikling vil også komme til Grønland, når vi kommer ind.
- Hvornår vi ansøger, er noget, vi skal have snakket med DBU om på vores næste møde. Vi har ikke en aktuel ansøgning endnu, men vi er kommet tættere på. Med alt dét, der er i gang nu, er vi berettiget til en indlemmelse i Uefa og Fifa inden for en række år, siger John Møller.
Læs DBU-formand Jesper Møllers reaktion på udviklingen i Grønland her.