Som 19-årig byttede det danske angrebstalent Signe Bruun Hjørring ud med Paris. Efter flere danske mesterskabstitler takkede hun i 2018 ja til det store udlandsskifte. Men samtidig takkede hun også ja til en noget nær umulig opgave.
For selvom hendes nye klub Paris Saint-Germain var en af Europas største klubber, sad klubben fast i rollen som den evige toer.
14 år i træk er rivalerne fra Lyon blevet franske mestre. Men i aften kan Signe Bruun og Paris Saint-Germain gøre det umulige og gøre en ende på Lyons enevælde.
Vinder Paris Saint-Germain sæsonens sidste kamp i aften mod bundholdet Dijon, kan Signe Bruun og hendes holdkammerater langt om længe løfte det franske mesterskabstrofæ.
- På papiret er vi guldfavoritter nu. Nu skal vi bare vinde vores sidste kamp. Vi er motiverede og klar. Og jeg håber og tror på, at vi nok skal lykkes. Men vi må ikke tage noget for givet, og det ved vi også godt. Så vi kommer til at gå ind til kampen med stor seriøsitet og fokus på opgaven, siger Signe Bruun til DR Sporten.
Mens Lyon har gjort det til en vanesag at vinde det franske mesterskab, har Paris Saint-Germain vænnet sig til en skyggetilværelse på andenpladsen. Syv år i træk er Paris Saint-Germain endt som nummer to i den franske liga.
- Det har været undervejs og lige ved og næsten flere gange. Forhåbentlig bliver det så i dag, vi formår at vippe dem af pinden. Da jeg kom til klubben i 2018, begyndte vi at bygge op til det her, siger Signe Bruun.
- Der kom rigtig mange nye spillere til både for tre og to år siden. Og så har vi formået at holde fast i den samme stamme og ramme en god kombination af virkelig dygtige fodboldspillere på alle positioner. Samtidig med at vi er nogle personligheder, som går godt i spænd, supplerer hinanden godt og er klar til at arbejde hårdt for hinanden.
Bliver Paris Saint-Germain franske mestre vil det være en kulmination for klubben. Og det vil også være en stor personlig sejr for Signe Bruun, som gjorde comeback i starten af denne sæson efter 14 måneder på sidelinjen på grund af en korsbåndsskade.
- Jeg føler, jeg er kommet tilbage i stærkere fysisk form, end jeg nogensinde har været i. Jeg fik ikke så mange pladser i startopstillingen i starten af sæsonen, men det er gået den rigtige vej, og jeg har fået mere og mere spilletid, siger Signe Bruun.
- Her til sidst på sæsonen har jeg kunne bidrage med mål, assist og hårdt arbejde oppe foran. Og det er bare fedt at have tur i den igen på banen.
Desværre kommer Signe Bruun ikke på banen til den sæsonafgørende kamp i aften. I sidste weekends ligakamp pådrog hun sig en hjernerystelse. Hun må derfor se til fra tribunen og krydse fingre for at hendes holdkammerater, som blandt andre tæller danske Nadia Nadim, gør arbejdet færdigt.
- Det er jeg selvfølgelig helt vildt ærgerlig over. Det har presset mig lidt de seneste dage, må jeg indrømme. Det er jo den slags kampe, man drømmer om at spille.
Selvom Signe Bruun ikke selv skal på banen, har hun i aften det, der lignede det umulige, inden for rækkevide. Hun og Paris Saint-Germain kan slå Lyon af den franske mesterskabstrone.
- Jeg ved ikke, hvad klubben har planlagt, hvis vi rent faktisk vinder. Vi har ikke fået så meget at vide. Jeg tror også, alle holder vejret lidt. Vi vil ikke jinxe noget. Lykkes det, bliver der helt sikker stor fest. Og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at vi nok skal have en øl eller to.
Inden sidste spillerunde har Paris Saint-Germain 59 point, mens Lyon har 58 point.
Begge hold spiller deres sidste ligakamp i aften kl. 20.45.
Paris Saint-Germain møder Dijon, mens Lyon møder FC Fleury 91.