Nationale ligaer og europæiske klubturneringer ligger stille i det meste af Europa i øjeblikket på grund af coronapandemien.
Ingen aner, hvornår der igen kan spilles, og om der kan spilles med eller uden tilskuere.
Spørgsmålene er mange hos forbund, ligaer, klubber, spillere og fans i de fleste lande, men noget tyder på, at der i den kommende uge kan komme mere klarhed.
Uefas eksekutivkomité mødes således 23. april.
- Uefas eksekutivkomité vil mødes via en videokonference for at diskutere den seneste udvikling med hensyn til udbruddet af coronavirus og virkningen på europæisk fodbold.
- Møderne vil se på udviklingen i både nationale og europæiske turneringer, skriver Uefa i en pressemeddelelse.
EM i fodbold er allerede flyttet til 2021, og flere ligaer er begyndt at reagere på egen hånd.
I Belgien blev landets bedste fodboldrække således afsluttet før tid, og Club Brugge blev kåret som mester på skrivebordet.
Det skabte problemer for Det Belgiske Fodboldforbund (URBSFA), fordi Uefa truede med udelukkelse fra de europæiske klubturneringer, hvis beslutningen blev fastholdt, og derfor har belgierne sparket beslutningen til hjørne og afventer.
Ifølge Reuters er ønsket i Uefa, at nationale ligaer og europæiske klubturneringer spilles færdig, så vidt det er muligt.
Medlemslande mødes også
To dage før mødet i eksekutivkomitéen mødes alle 55 medlemslande i Uefa således også, og derfor ligner det, at der kan blive truffet overordnet beslutninger i ugens løb, som de enkelte medlemslande kan beslutte ud fra.
I flere lande ligner det, at der ikke kan spilles fodbold med tilskuere før tidligst 1. september, da flere lande har indført forbud mod store forsamlinger til og med 31. august.
Det er tilfældet i Danmark, og det blev onsdag også besluttet i Tyskland og Belgien, og gælder også i andre nationer lande i Europa.
Nyhedsbureauet dpa skrev onsdag, at 36 tyske klubber i Den Tyske Ligaforening (DFL) også mødes 23. april for at drøfte situationen i blandt andet Bundesligaen.
/ritzau/