Belgisk bomber sikrer Inter-sejr i anonym Eriksen-ligadebut

På to mål af Romelu Lukaku vandt Inter 2-0 over Udinese, da Christian Eriksen fik Serie A- debut.

Christian Eriksen spillede cirka 60 minutter i sin ligadebut, dog uden at gøre meget væsen af sig. (Foto: © Franco Debernardi, Scanpix)

Christian Eriksen har spillet sin første kamp i den italienske Serie A, men den danske fodboldstjerne foldede sig aldrig ud i udekampen mod Udinese søndag aften.

Fynboen fik lidt under en time på banen, og Inter fik først gang i målscoringen, da ligadebutanten var blevet skiftet ud.

To scoringer af Romelu Lukaku sørgede for, at Inter vandt 2-0, så klubben rykker tilbage på andenpladsen i Serie A. Inter har tre point op til topholdet Juventus.

Allerede i onsdags - dagen efter skiftet til Inter - debuterede Eriksen for sin nye klub, da han kom ind i pokalkampen mod Fiorentina.

Han er hentet til Inter for at afgøre fodboldkampe med mål og oplæg, men akkurat som i onsdagens pokalkamp var han ganske anonym i ligakampen søndag aften.

God mulighed, men skidt forsøg

Tidligt i opgøret mod Udinese indtog han en rolle som afslutter, men uden den fornødne skarphed.

Eriksen lå placeret bag Inters to angribere, og han prøvede at finde mellemrummet mellem Udineses kompakte kæder, men det lykkedes ikke. Han fik desuden ansvaret for at tage Inters hjørnespark.

Christian Eriksen kommer næppe til at slide videobåndet med sin Serie A-debut. (Foto: © Franco Debernardi, Scanpix)

Generelt spillede kreatøren ikke en iøjnefaldende kamp, og i bestræbelserne på at bryde dødvandet på måltavlen skiftede cheftræner Antonio Conte danskeren ud i det 58. minut.

Det skulle vise sig at være et klogt træk. Afløseren Marcelo Brozovic fik øget tempoet i Inters opspil, og en stærk aflevering fra Brozovic var med til at splitte forsvaret, da Romelu Lukaku scorede fem minutter efter udskiftningen af Eriksen.

Belgier gjorde hele forskellen

Romelu Lukaku lavede to kasser for Inter søndag aften. (Foto: © Franco Debernardi, Scanpix)

nåede at brænde en kæmpe chance, inden han alligevel gjorde det til 2-0 på et straffespark fremtvunget af indskiftede Alexis Sánchez efter 70 minutter.

Jens Stryger Larsen startede inde som højre wingback for Udinese. Han ragede hurtigt et gult kort til sig, men lod sig ikke hæmme af det. Landsholdsbacken var også fremme for at afslutte i første halvleg, men måtte se sit forsøg blokeret.

Udinese ligger nummer 15 i Serie A, men er ikke i overhængende nedrykningsfare.

/ritzau/