Tirsdag fik den danske landsholdsspiller Christian Eriksen fremtiden på plads, da den italienske storklub Inter kunne afsløre, at de havde skrevet kontrakt med den danske fodboldstjerne frem til sommeren 2024.
Et skifte, som Eriksen får meget ros for.
Herunder kan du læse en række udvalgte reaktioner.
Michael Laudrup, tidligere fodboldspiller i blandt andet Lazio og Juventus
- Det er først og fremmest positivt for ham selv, men det er også positivt for det danske fodboldlandshold, at man ikke får en spiller, der vil komme til EM efter kun at have spillet halvdelen eller en tredjedel af kampene, siger Michael Laudrup til Ritzau og fortsætter:
- Jeg vil mene, at han har kvaliteten og egenskaberne til at slå til i Inter. Når jeg har set Inter spille, har det været i 3-4-1-2, 3-5-2, eller hvad pokker man nu vil kalde det. Det giver en midtbane med mange spillere, og han kommer til at have to bevægelige angribere foran sig.
- Det giver ham mulighed for, at nogle kan skærme af for ham og give plads, men det giver også mulighed for, at der er nogle spillere, som han kan spille fri helt fremme, siger Michael Laudrup.
Preben Elkjær, tidligere fodboldspiller i blandt andet Hellas Verona
- Jeg tror, at Christian Eriksen kunne spille i alle klubber, så på den måde er Inter ikke noget specielt. Men han skal tilpasse sig, for italiensk fodbold er helt anderledes end engelsk fodbold.
- Der er mere plads på midtbanen i Italien, men der er mindre plads, når man kommer derop, hvor kampene skal afgøres. Det skal han vænne sig til, men det skal han nok klare. Han skifter jo til et hold, der er et af de bedste i Italien, siger Preben Elkjær.
- Tottenham har jo et bedre hold end Inter, men på cv'et er Inter meget større med mange flere meritter end Tottenham. Men kigger man på Serie A over for Premier League, så er det et skridt ned.
- Skulle han have taget et skridt op, skulle det være til en større engelsk klub eller en af de store spanske klubber, siger Elkjær.
Åge Hareide, landstræner for Danmark
- Jeg håber selvfølgelig, at han med den nye tilværelse i Milano kommer til at spille kontinuerligt og få masser af minutter på banen, så vi får ham at se i absolut topform til EM-slutrunden til sommer.
- Alle ved, at Christian er en vigtig del af vores landshold, og derfor er det essentielt for os, at han får mange spilleminutter uge efter uge og bliver matchet på et højt niveau.
- Og så glæder jeg mig til at tage til Milano om et par uger og se både Christian og Simon Kjær i aktion, når Inter og AC Milan mødes i Milano-derbyet, siger han til landsholdets officielle profil på Instagram.
Martin Laursen, tidligere fodboldspiller i blandt andet AC Milan
- Han er en kreativ midtbanespiller, der er dygtig teknisk. Dem kan man godt lide i Italien. Jeg håber og tror derfor på, at det bliver godt for Christian i Inter.
- Så har han også en god ydmyghed, fordi han arbejder godt for holdet. Men det er klart, at det vigtigste er, at han får scoret et par mål og lavet en masse assister, siger Martin Laursen til Ritzau.
