Eriksen efter Inter-debut: Det føles godt

Den danske midtbanespiller takker for en varm velkomst i den italienske klub.

Den 27-årige midtbanespiller kunne glæde sig over en sejr i debutkampen. (Foto: © Miguel Medina, Scanpix)

Christian Eriksen takker for en varm velkomst, efter at han onsdag har spillet sin første kamp for fodboldklubben Inter. Det sker i et opslag på Instagram.

- Det her ser godt ud og føles godt! Forhåbentlig kommer der mange flere (kampe, red.). Tak for en meget varm velkomst, skriver fodboldspilleren på Instagram.

Christian Eriksen fik lyndebut onsdag aften hos Inter, bare et døgn efter at han blev præsenteret som Inter-spiller.

Eriksen blev sendt i aktion efter 65 minutter ved stillingen 1-1, og minuttet senere scorede den nye holdkammerat Nicolo Barella til 2-1.

Takkede Tottenham-fansene

Den danske landsholdsstjerne var allerede i sommer rygtet væk fra Tottenham, men trods mange klubber i spil på rygtebasis kom et skifte aldrig i stand.

Tidligt i dette transfervindue blev Inter nævnt som en seriøs bejler, og tirsdag blev det bekræftet endeligt.

Tidligere onsdag takkede Christian Eriksen sine fans fra sin gamle klub, Tottenham, på Instagram.

Christian Eriksen blev præsenteret i Inter tirsdag og fik debut allerede dagen efter. (Foto: © Miguel Medina, Scanpix)

Her skrev den danske fodboldstjerne, at han bringer mange gode minder med fra sine seks og et halvt år i klubben.

- Jeg har nydt at være på træningsbanerne hver dag og spillet kampe på stadion, men nogle gange vil man også prøve noget nyt.

- Så kære Tottenham-fans, det har været en fornøjelse at spille for jeres klub, og forhåbentlig vil vi mødes igen i fremtiden, skrev Eriksen.

Inter sikrede sig onsdag en plads i semifinalen i pokalturneringen Coppa Italia. I semifinalen, der spilles over to kampe, skal klubben møde Napoli. I den anden semifinale tørner Juventus og Milan sammen.

Efter opgøret var Inter-træner Antonio Conte ude og rose sin nye spiller:

- Han er en tilpasningsdygtig og intelligent spiller, som altid befinder sig i de rigtige positioner.

- Naturligvis vil han løfte vores spil med hensyn til erfaring og kvalitet, siger Conte til Inters hjemmeside efter pokalkampen mod Fiorentina, hvor Eriksen blev skiftet ind efter 65 minutter.

Eriksen har fået en kontrakt med Inter frem til sommeren 2024.

/ritzau/